Spørgsmål:

Efter gårsdagens prædiken over Jesu ord om bespottelse mod Ånden vil jeg høre, om der hos jer er en, der vil hjælpe med at kaste lys på netop dette med bespottelse mod Ånden og det, at denne bespottelse ikke skal tilgives.

Jeg har efterhånden hørt en del prædikener over denne tekst, og jeg sidder hver gang tilbage med en fornemmelse af, at præsten enten ikke forstod, hvad det gik ud på, eller at han ikke vil acceptere alvoren i disse ord og derfor smyger sig udenom.

Helt konkret vil jeg gerne spørge:

1. Hvad er bespottelse mod Ånden?

2. Hvad betyder det, at bespottelse mod Ånden ikke kan tilgives?

Med venlig hilsen

- og tak for jeres hjemmeside.

Svar:

Vi har en række tekster i Det nye Testamente, som ofte har givet kristne søvnløse nætter. Disse tekster taler om en synd, som ikke kan tilgives. Efter læsning af disse tekster har alvorlige kristne spurgt sig selv: "Mon jeg har begået denne synd? I så fald er himlen måske lukket for mig!"

Hvordan skal disse tekster forstås?

Matt 12,22 fortæller, at Jesus helbreder en besat, der er både blind og stum. Men farisæerne forklarer folkeskaren, at det er ved dæmonernes fyrste, Jesus uddriver dæmoner. Dertil svarer Jesus: "Hvis Satan uddriver Satan, er han kommet i splid med sig selv" (v.26), og Jesus advarer farisæerne: "Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende" (v.31-32).

I Markus’ beretning siges det sådan: "Den, der spotter Helligånden, får aldrig i evighed tilgivelse, men er skyldig i en evig synd" (Mark 3,29). Se også Luk 12,8-10.

Johannes skriver tilsvarende i sit første brev: "Hvis nogen ser sin broder begå en synd, som ikke er til døden, skal han bede og således give ham liv - dette gælder dem, der ikke synder til døden; det er ikke om den, jeg siger, at man skal bede. Enhver uretfærdighed er synd, men der er synd, som ikke er til døden" (1 Joh 5,16-17).

Hvad vil det sige at synde til døden, og hvilke synder er ikke til døden? Hvordan kan man vide, om man har begået den synd, som er til døden?

Hebræerbrevet siger to gange, at der er nogle mennesker, som umuligt kan bringes til omvendelse. "For det er umuligt at føre dem til ny omvendelse, som én gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave, dem som har fået Helligånden og smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter, og som så falder fra; for de korsfæster selv Guds søn igen og gør ham til spot" (Hebr 6,4-6).

Kapitel 10 siger det samme på denne måde: "For synder vi med vilje, efter at vi har lært sandheden at kende, findes der ikke længere noget offer for synder, tilbage er kun en frygtelig forventning om dom og en brændende nidkærhed, som skal fortære modstanderne" (Hebr 10,26-27). Dette gælder, fordi man "træder Guds søn under fod og vanhelliger pagtens blod […] og håner nådens Ånd" (v.29).

Betyder dette, som mange har hævdet, at det ikke er muligt at komme til tro igen, hvis man er faldet fra troen? Nej, det gør det ikke!

Evangelieteksterne om at spotte Helligånden, Johannes’ ord om den utilgivelige synd og Hebræerbrevets tale om den synd "med vilje", som forhindrer ny omvendelse, handler om det samme.

Det er lettest at forklare, hvis vi inddrager den advarsel, som vi får i Hebr 3,7-8 og 12-13: "Som Helligånden siger: Om I dog i dag ville lytte til ham! Gør ikke jeres hjerter hårde […] Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer skal være et ondt, vantro hjerte, så der sker frafald fra den levende Gud, men forman hinanden hver dag, så længe der er noget, der hedder ’i dag’, for at ingen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedrag."

Bibelen advarer os ofte mod forhærdelse. Dette udtryk betyder, at hjertet bliver for hårdt til, at Guds Ord kan trænge ind. Man forhærder sig bevidst og med vilje imod det, som man godt ved, er sandt. Man gør sig hård både mod Guds Ord og mod samvittigheden. Man hører kaldet, men man lukker bevidst for det.

Bibelen beretter, hvordan farao forhærdede sig mod Guds kald (2 Mos 7,13; 8,11 m.fl.). Fordi faraos hjerte var hårdt, forhærdede Gud ham (4,21; 7,3; 10,1 m.fl.). Det forholder sig ikke sådan, at Gud forhærder et uskyldigt menneske. Sammenhængen er den, at Gud finder det hårde hjerte, som altså er der på forhånd. Når Hans Ord ikke trænger ind og blødgør dette hjerte, så virker Ordet stik modsat. Det er nemlig et levende ord, der aldrig vender virkningsløst tilbage til Gud. Hvis det møder et hårdt hjerte, så forhærder Guds Ord dette hjerte. Når denne proces er bragt til ende, er hjertet for hårdt til, at Ordet kan trænge ind. Man er endeligt forhærdet. Men ansvaret for denne forhærdelse ligger kun ét sted: hos det menneske, der forhærder sig.

Kong Sihon blev forhærdet af Gud, så han ikke lod israelitterne drage gennem Heshbon (5 Mos 2,30). Gud forhærdede de folk, der boede i Kana’an, så de indlod sig i krig med Israel og mistede deres land (Jos 11,20). Hofni og Pinehas, præsten Elis sønner, var ugudelige og syndede med de kvinder, der kom til Herrens helligdom (1 Sam 2,12 og 22). Så forhærdede Gud dem, så de ikke hørte på deres fars advarsler. Gud havde nemlig besluttet, at de skulle dø (v.25). Og når israelitterne lukkede af for Guds Ord, forhærdede Gud deres hjerte (Es 63,17).

Forhærdelsen er en proces. Men vi kan ikke på forhånd sige, hvor lang tid den tager. Det er givetvis individuelt, og det er kun Gud, der ved, hvor langt det forhærdede menneske er kommet i denne proces. Men på et tidspunkt er processen bragt til ende, så man ikke længere kan bringes til omvendelse. Et sådant menneske har stået Guds Ånd imod indtil det punkt, hvor Guds Ånd vender sig imod dette menneske. Esajas siger om israelitterne på hans tid: "De trodsede og krænkede hans hellige ånd, så Han blev en fjende for dem og gik til angreb på dem" (Es 63,10). Derefter står der, at Gud forhærdede deres hjerte.

Fordi forhærdelsen er en proces, kan Bibelen også bruge dette udtryk om mennesker, som ’kun’ er på vej mod forhærdelse, men som endnu ikke er blevet endegyldigt forhærdede. Med denne afsvækkede betydning kalder Jesus sine disciple forhærdede (Mark 6,52; 8,17), på trods af det det jo kun var Judas Iskariot, der gik fortabt.

Så længe man er på vej mod forhærdelse, er der stadig mulighed for omvendelse. Men det skal ikke få os til at udskyde omvendelsen til i morgen, for der er altid 24 timer til, at det bliver i morgen. På den måde kan vi udskyde omvendelsen, indtil vi er helt forhærdede, og så kan vi ikke længere omvende os. Vi kan ikke, fordi vi ikke vil, og vi vil ikke, fordi vi ikke kan ville. Hjertet er blevet for hårdt.

Men Gud er hellig, og Han lader sig ikke spotte (Gal 6,7)!

Derfor skal vi lytte, så længe der er noget, der hedder ’i dag’.

Det bliver i hvert fald for sent, når vi dør. Men Bibelens tale om forhærdelse viser os, at det også kan blive for sent, før vi dør.

Martin Luther (1483-1546) forklarer: "Ubodfærdighed er den utilgivelige synd" (WA 18,613,23).

Jesus siger jo, at mennesker skal få tilgivelse for al synd og bespottelse bortset fra én (Matt 12,31). Johannes tilføjer: Der er kun én synd, som er til døden. Og Hebræerbrevet forklarer: Det er, når man håner nådens Ånd (Hebr 10,29).

Helligånden er nådens Ånd, fordi Hans primære funktion er at forkynde Guds nåde mod syndige mennesker. Som Den lille Katekismus siger, er det Helligånden, der "har kaldet mig ved evangeliet, har oplyst mig med sine gaver, har helliget og opholdt mig i den rette tro." Hvis man forhærder sig mod denne gerning, så spotter man Helligånden. Man håner Hans funktion som nådens Ånd. Og når man forhærder sig mod nåden, er der selvfølgelig ingen nåde at få. Man er ubodfærdig, som Luther siger. På et tidspunkt ophører Helligåndens kald. Så bliver Han en fjende for os, og så kan vi ikke længere omvende os.

Men hvis du endnu kan frygte for, om du mon har begået denne synd, så er netop dette et bevis på, at du ikke er forhærdet. Det hårde hjerte er nemlig ligeglad. Det spotter nådens Ånd med oprejst pande.

I historiens løb er disse bibeltekster også blevet forstået på andre måder. En del af disse måder vil vi se kortfattet på nu:

Omtalen i 1 Joh 5 af synden til døden har medvirket til, at man i romersk-katolsk tradition skelner mellem dødssynder og tilgivelige synder. Der er, hævdes det, en række synder, som er så grove, at de ikke kan tilgives, eller at de kun meget vanskeligt kan tilgives. Til gengæld har katolske teologer været uenige om, hvilke synder der skal betegnes som dødssynder. Den store middelalderteolog, Thomas Aquinas (1225-74), mente, at det måtte være disse syv: Hovmod, griskhed, nydelsessyge, misundelse, frådseri, vrede og dovenskab. Andre har peget på ydre synder som utugt, mord og blasfemi mm.

Mit svar lyder: Al synd er dødssynd, hvis man forhærder sig mod Guds advarsel.

I oldkirken var der en streng retning, der hævdede, at enhver synd begået efter dåben umuliggjorde frelsen. Det medførte, at en del mennesker ventede med at blive døbt til deres dødsleje, fordi de mente, at de så ikke kunne nå at begå nye synder. Den kristne kirke har altid afvist denne opfattelse.

Siden oldkirken har mange læst Hebr 6 og 10 sådan, at ethvert frafald umuliggør ny omvendelse. Denne opfattelse finder man i Credo-kommentaren (Poul Ivan Madsen: Hebræerbrevet, Credo Forlag 2007, s.147). Senere i samme bog trækkes dog lidt i land, så "det alene drejer sig om det endegyldige frafald fra den kristne tro" (s.258). Men det forbliver uklart, hvad forskellen er på frafald og "det endegyldige frafald." Forfatteren afviser den forklaring, som jeg har givet ovenfor; nemlig at Hebr 6 og 10 handler om forhærdelse.

Bespottelsen af Helligånden i Matt 12, Mark 3 og Luk 12 forstås af nogle fortolkere sådan, at man skal udtale en særlig blasfemi, bevidst vendt imod netop Helligånden for at gøre sig skyldig i dette. Men de forklarer ikke, hvordan denne særlige spot skal lyde, for at der ikke længere er mulighed for omvendelse.

Paulus skriver, at Jesus har vist ham tillid, "skønt jeg tidligere var en spotter og forfølger og fór frem med vold. Men jeg fandt barmhjertighed, for i min vantro vidste jeg ikke, hvad jeg gjorde" (1 Tim 1,13). Jøden Saulus spottede de kristnes tro. Det er vanskeligt at forestille sig, at hans omvendelse havde været umulig, hvis han ikke kun havde spottet de kristnes tro på Jesus, men også deres tro på Helligånden. Der er snarere tale om, at hans omvendelse var mulig, fordi han endnu ikke havde forhærdet sig imod det, som han udmærket vidste, var sandt.

Derfor finder jeg den opfattelse mest sammenhængende og bibelsk, at alle de nævnte tekster handler om at forhærde sig mod Helligåndens primære gerning.