E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
24 Sep 2017 23:39
Forfatter
A. W. Tozer

Tjeneste under unormale omstændigheder

af A. W. Tozer

Det er en kendsgerning, som overskygger alle andre betragtninger og som er væsentlig for alt, hvad vi foretager os, at mennesket er en falden skabning både moralsk og åndeligt. 

Siden syndefaldet har jorden været et kaotisk område, og alle lever som i en nødsituation. Intet er normalt. Alt er forkert, og alle er forkert vendt, så længe de ikke har oplevet forløsningen i Jesus Kristus og Helligåndens gennemgribende værk. 

Syndefaldets universelle katastrofe har bevirket, at vi alle har fået et fordrejet syn på vort ansvar over for vor næste. Hvad der under normale forhold ville være fuldstændig tilladelig er forkert i den nuværende situation, ligesom meget, der ikke ville have være påkrævet under normale forhold, nu er nødvendigt på grund af de unormale omstændigheder. 

Det er ud fra disse betragtninger al kristen tjeneste må vurderes. Menneskenes nød, ikke vor egen behagelighed, må vise os, hvor langt vi skal gå, og hvor meget vi skal gøre. Var syndefaldet ikke sket, ville der intet behov have været for, at Guds Søn skulle give afkald og lade sig føde i Betlehem, der ville ingen inkarnation have været, ingen torn og intet kors. Dette fremkom, da Gud i sin godhed stod over for menneskets nød. Selv om Kristus var det fuldkomne eksempel på et sundt, naturligt menneske, levede Han dog ikke et naturligt liv. Han gav afkald på mange rene glæder for at hengive sig til det hellige kald at frelse og redde. Hans liv var ikke bestemt af, hvad der var tilladt eller uskyldigt, men af menneskets nød. Han behagede ikke sig selv, men levede for den aktuelle nødsituation, og som Han var, således er også vi i denne verden (1. Johs. 4:17). 

Ind for Kristi dommersæde vil min tjeneste blive bedømt, ikke efter hvor meget jeg har gjort, men efter hvor meget jeg kunne have gjort. Gud måler ikke mine gaver efter, hvor meget jeg har givet, men efter hvor meget jeg kunne have givet og hvor meget, jeg har beholdt selv. Verdens nød og min reelle mulighed for at tjene er afgørende for vurderingen af min tjeneste. 

Mine gaver bedømmes ikke efter deres størrelse, men efter hvor meget af mig selv, der er i dem. Der er i det hele taget ingen, der har givet noget, der er antageligt for Gud, før han har givet sig selv i kærlighed og offer. 

En helt berømmes af sit land ikke alene efter, hvor mange han har reddet, men også efter, hvor stor en fare redningsaktionen udgjorde for ham selv. Den tjeneste, der kan øves uden fare, tab eller offer, bedømmes ikke højt hverken af mennesker eller Gud. 

I menighedens arbejde er den del, som en enkelt mand må gøre for at fuldføre en opgave, bestemt af, hvor meget eller hvor lidt den øvrige del af menigheden er villig til at gøre. Det er sjældent at se en menighed, hvor alle »lægger skulder« til arbejdet. Den typiske menighed består af få, der bærer præg af et trofast slid, og mange, der ikke er villige til at løfte en finger i tjenesten for Gud og næsten. 

Der kan måske være en smule besk humor i alt dette, men ét er sikkert, der vil ikke blive grund til at le, den dag da den enkelte af os skal aflægge regnskab over for Gud angående vor tjeneste i menigheden. »Altså skal hver af os aflægge regnskab for sig selv over for Gud.« Rom. 14:12. Størstedelen af de kristne, tror jeg, vil være bedst tilpas med, at Herren ikke blander sig for meget i deres egne personlige anliggender. De vil gerne frelses, bevares, være lykkelige og til sidst komme i Himmelen, blot Han ikke går dem for nær med hensyn til deres liv og tjeneste. 

Men »Herre, du ransager mig og kender mig! Du ved, når jeg sidder, og når jeg står op, du fatter min tanke i frastand.« Salme 139:1-2. Jeg kan intet sted skjule mig for Hans øjne, der er som flammende ild, og jeg kan på ingen måde undfly Hans dom, Han, hvis fødder er som skinnende malm. At leve med dette i tanke er sand visdom. 

Guds tilstrækkelige forsyning til tjenesten
Gud er kærlighed, og Hans godhed er ubegrænset, men Han har ingen sympati for det kødelige sind. Han kommer i hu, at vi er støv, men Han nægter at tolerere kødets gerninger. Han har givet os sit ord, Han har lovet at vi aldrig skal fristes over evne, og som svar på troens bøn har Han stillet sig selv til vor disposition. Han har gjort Helligåndens ubegrænsede moralske kraft tilgængelig for os for at sætte os i stand til at gøre Hans vilje her på jorden. Der er således ingen grund til, at vi skulle handle som frygtagtige svæklinge. 

Men før der kan blive en acceptabel tjeneste, måder være et acceptabelt liv, og vi må lære at kende, hvor stor nøden er, før vi kan vide, hvor meget vi er skyldige at gøre. Mennesker er fanget i en katastrofe værre end jordskælv og oversvømmelser, og det er Herrers forløste, der må arbejde for at redde dem. 

I betragtning af disse ting må vi ikke give op. Herren elsker de troskyldige, de oprigtige, de barnlige. Han kan ikke samarbejde med dem, der blot vil diskutere, købslå, forsvare sig selv eller undskylde sig selv. Han skjuler sine dybeste hemmeligheder for de vise og stolte og åbenbarer dem for de umyndige. Det vil altid være sådan, at de fattige i ånden modtager Himmeriget, de sagtmodige arver jorden, de sørgende trøstes, og de rene af hjertet ser Gud. 

Min gamle ven Tom Haire, den bedende blikkenslager, fortalte mig, at han efter flere måneders tjeneste i De forenede Stater havde besluttet at rejse hjem for en tid. På sin brede irske dialekt udtrykte han over for mig, hvordan det stod til med ham. »Jeg kan ikke prædike mere, jeg må hjem for at tilbringe tre måneder i stilhed for Gud. Der er nogle åndelige forhold, jeg må have i orden. Jeg ønsker at træde frem for dommersædet nu, mens jeg kan gøre noget ved det.«

"dagens by 25-nov-25", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Maribo

Maribos våben.pngMaribo en central by og gammel købstad midt på Lolland med 5.923 indbyggere (2014). Den er først og fremmest kendt som Domkirkebyen Maribo med sin majestætiske gamle klosterkirke, Maribo Domkirke, som vartegn. Den kendes også som digterpræsten Kaj Munks fødeby. Byen er en af de få danske købstæder, der ligger inde i landet - uden direkte sejlforbindelser til farvande og have omkring Danmark. Købstaden er omgivet af Maribosøerne, hvor der om sommeren sejler turistbåde rundt til de små øer. Fra byens station er der veteranbaneforbindelse, Museumsbanen Maribo-Bandholm, til den lille havneby Bandholm ved Smålandsfarvandet og til Nakskov og Nykøbing F med Lollandsbanen (Regionstog A/S).

Maribo bærer præg af at være en gammel by uden meget industri. I den sydlige del af centrum findes en række ældre bykvarterer med små gader og stræder. Ved domkirken findes ruiner af Skt. Birgitta Kloster fra 1416, der allerede var i forfald, da Leonora Christina boede her. I dag findes en katolsk kirke i Maria Gade. Skt. Birgitta Kirke er opført til de polske roearbejdere i 1897. Andre ældre bygningsværker er Kapellangården fra 1756 og Maribo Rådhus fra 1856  Torvet.

Maribo Kloster blev oprettet af dronning Margrethe på gården Grimstrup. Maribo by opstod ved klostret. Købstaden Maribos historie hænger derfor uløseligt sammen med Skt. Birgitta Kloster (Maribo Kloster). På det sted hvor Maribo ligger nu, lå i begyndelsen af 1400-tallet en lille landsby Skimminge. En særlig orden inden for den katolske kirke, Birgittinerordenen, udvalgte dette sted til at opføre etkloster, viet til Jomfru Maria. Klosteret, som stod færdigt i 1416, var opdelt i to adskilte fløje - én for munke og én for nonner. De to grupper mødtes i dén klosterkirke, der skulle blive til Maribo Domkirke. Klosterkirken blev opført i årene 1413-1470. Birgittinerordenen søgte nu Paven om tilladelse til at kalde stedet for Maribo, en afledning af "Marie-bo": en "religiøs bolig for den hellige jomfru". Samme år som klosteret stod færdigt, fik det og den omkringliggende bebyggelse købstadsrettigheder af Erik af Pommern, og Paven gav sit samtykke til stednavnet Maribo i 1418. Herfra begynder byens historie. I Maribos byvåben ses Den hellige Birgitta af Vadstena, der grundlagde Birgittinerordenen.

Selv med købstadsrettigheder var det svært for Maribo at udvikle sig til en egentlig handelsby, fordi byen ikke lå ved havet. Men Maribo Kloster voksede i løbet af det 15. århundrede til et af Danmarks fornemste og mest betydningsfulde klostre, ikke mindst fordi mange af dets beboere og økonomiske støtter tilhørte adelen. Birgittinerordenen var også formynder over den nærliggende Østofte Kirke, som Christoffer af Bayern havde skænket Maribo Kloster, og som paven havde bekræftet i 1453. Købstaden Maribo skulle bistå klosteret økonomisk og stille med arbejdsduelige borgere, når bygningsarbejder var påkrævet. Helt frem til Reformationen begunstigede og stadfæstede adskillige konger, paver og kardinaler Maribo Klosters privilegier ved afladsbreve til dem, der skænkede gaver til klosteret. Efterhånden begyndte andre danske klostre at søge om optagelse i ordenen som Sankt Agnete Kloster i Roskilde i 1487. Mange velhavende mænd og kvinder lod sig udnævne til "brødre og søstre udenfor" for at få del i klosterets renommé. Klosteret var i fremgang og selv ikke Reformationen i 1536 mindskede klosterets magtmæssige betydning i sammenligning med andre danske klostre.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
Uudsigelige sukke er den slags dybe bønner, som Gud ikke kan modstå.
C. H. Spurgeon