E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
24 Sep 2017 00:23
Forfatter
C. S. Lewis

Om stolthed


af C. S. Lewis

I selve sit væsen er stoltheden drevet af konkurrence. Det er derfor, den vil fortsætte i én uendelighed. Så længe der fødes bare ét menneske i verden, der har mere magt, er rigere eller dygtigere end jeg, vil det være min rival eller min fjende, hvis jeg er et stolt menneske. 

De kristne har ret: Lige siden verdens begyndelse er det stoltheden, der i enhver nation og enhver familie er hovedårsagen til lidelse. Andre laster kan af og til bringe folk sammen: 

Man kan godt finde kammeratskab og vittigheder og venlighed blandt folk, der drikker eller blandt seksuelt umoralske mennesker. Men stolthed er altid ensbetydende med fjendskab - det er fjendskab. Og ikke kun fjendskab mellem mennesker, men fjendskab mod Gud. 

Hos Gud konfronteres vi med noget, der i enhver henseende er uendelig meget større end os selv. Hvis vi ikke kender Gud på denne måde - og dermed kender os selv som et intet i sammenligning med Ham - så kender vi Ham overhovedet ikke. Så længe du er stolt, kan du ikke lære Gud at kende. Et stolt menneske ser altid ned på ting og mennesker; og det er oplagt, at ser man nedad, kan man ikke se noget, der er oven over en. 

Her opstår et frygteligt spørgsmål. Hvordan går det til, at mennesker, der helt åbenlyst er optændt af stolthed, kan sige, at de tror på Gud, og i deres egne øjne er meget religiøse? Jeg er bange for, at det betyder, at de tilbeder en indbildt gud. I teorien indrømmer de, at de intet er, når de står over for denne fantom-gud, men de tænker i virkeligheden hele tiden på, hvordan han må synes godt om dem, og mener, at de er langt bedre end almindelige mennesker. Det vil sige, at de giver ham en lille smule indbildt ydmyghed og får til gengæld en stor portion stolthed, som de kan bruge over for deres medmennesker. Jeg formoder, det var den slags mennesker, Kristus havde i tanke, da Han sagde, at nogen ville prædike om Ham og uddrive onde ånder i Hans navn for blot ved verdens ende at få at vide, at Han aldrig havde kendt dem. Og enhver af os kan på et hvilket som helst tidspunkt befinde os i denne dødsfælde. Men heldigvis kan vi efterprøve vores stolthed. Når som helst vi opdager, at vor religiøse aktivitet får os til at føle os gode - og især, at vi er bedre end andre - tror jeg, vi kan være sikre på, at vi bliver påvirket af djævelen og ikke af Gud. Det eneste sikre tegn på, at vi befinder os i Guds nærhed, er, at vi enten glemmer alt om os selv eller ser os selv som små, urene væsener. Det er bedre at glemme alt om sig selv. Det er frygtelig skæbnesvangert, at den værste af alle laster, kan snige sig ind i selve kernen af vort religiøse liv. Men det er nemt at forstå hvorfor. De andre og mindre farlige laster kommer fra djævelen; med dem prøver han at virke gennem vor dyriske natur. Men stoltheden kommer slet ikke gennem vores dyriske natur. Den kommer direkte fra Helvede. Den er helt igennem åndelig; og derfor er den langt mere underfundig og dødbringende. Af samme grund kan stoltheden ofte bruges til at slå de andre og simplere laster ned med. F.eks. benytter lærere sig ofte af en drengs stolthed eller, som de kalder det, hans selvrespekt for at få ham til at opføre sig pænt. Mange mænd har overvurderet deres fejhed, lyster eller heftige temperament ved at lære at tænke, at det i grunden er under deres værdighed - dvs. ved hjælp af stolthed. Djævelen ler. Han er helt tilfreds med at se dig blive kysk og tapper og viljestærk, forudsat at han hele tiden har mulighed for at opbygge stolthedens diktatur i dig - lige så vel som han ville være godt tilfreds med, at dine frostknuder forsvinder, når bare han til gengæld kan give dig kræft. For stolthed er åndelig kræft. Den opæder selve evnen til at elske, til at være tilfreds, ja selv den sunde fornuft. 


Efterskrift 

For at undgå misforståelser nævner C.S.Lewis. at eks. glæde over og finde behag i ros er ikke stolthed. Det stoltheden virkelig nyder, er magt; intet får et menneske til at føle sig mere hævet over andre end det at kunne flytte rundt med folk, som var de brikker i et spil.

 

"dagens by 25-nov-25", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Maribo

Maribos våben.pngMaribo en central by og gammel købstad midt på Lolland med 5.923 indbyggere (2014). Den er først og fremmest kendt som Domkirkebyen Maribo med sin majestætiske gamle klosterkirke, Maribo Domkirke, som vartegn. Den kendes også som digterpræsten Kaj Munks fødeby. Byen er en af de få danske købstæder, der ligger inde i landet - uden direkte sejlforbindelser til farvande og have omkring Danmark. Købstaden er omgivet af Maribosøerne, hvor der om sommeren sejler turistbåde rundt til de små øer. Fra byens station er der veteranbaneforbindelse, Museumsbanen Maribo-Bandholm, til den lille havneby Bandholm ved Smålandsfarvandet og til Nakskov og Nykøbing F med Lollandsbanen (Regionstog A/S).

Maribo bærer præg af at være en gammel by uden meget industri. I den sydlige del af centrum findes en række ældre bykvarterer med små gader og stræder. Ved domkirken findes ruiner af Skt. Birgitta Kloster fra 1416, der allerede var i forfald, da Leonora Christina boede her. I dag findes en katolsk kirke i Maria Gade. Skt. Birgitta Kirke er opført til de polske roearbejdere i 1897. Andre ældre bygningsværker er Kapellangården fra 1756 og Maribo Rådhus fra 1856  Torvet.

Maribo Kloster blev oprettet af dronning Margrethe på gården Grimstrup. Maribo by opstod ved klostret. Købstaden Maribos historie hænger derfor uløseligt sammen med Skt. Birgitta Kloster (Maribo Kloster). På det sted hvor Maribo ligger nu, lå i begyndelsen af 1400-tallet en lille landsby Skimminge. En særlig orden inden for den katolske kirke, Birgittinerordenen, udvalgte dette sted til at opføre etkloster, viet til Jomfru Maria. Klosteret, som stod færdigt i 1416, var opdelt i to adskilte fløje - én for munke og én for nonner. De to grupper mødtes i dén klosterkirke, der skulle blive til Maribo Domkirke. Klosterkirken blev opført i årene 1413-1470. Birgittinerordenen søgte nu Paven om tilladelse til at kalde stedet for Maribo, en afledning af "Marie-bo": en "religiøs bolig for den hellige jomfru". Samme år som klosteret stod færdigt, fik det og den omkringliggende bebyggelse købstadsrettigheder af Erik af Pommern, og Paven gav sit samtykke til stednavnet Maribo i 1418. Herfra begynder byens historie. I Maribos byvåben ses Den hellige Birgitta af Vadstena, der grundlagde Birgittinerordenen.

Selv med købstadsrettigheder var det svært for Maribo at udvikle sig til en egentlig handelsby, fordi byen ikke lå ved havet. Men Maribo Kloster voksede i løbet af det 15. århundrede til et af Danmarks fornemste og mest betydningsfulde klostre, ikke mindst fordi mange af dets beboere og økonomiske støtter tilhørte adelen. Birgittinerordenen var også formynder over den nærliggende Østofte Kirke, som Christoffer af Bayern havde skænket Maribo Kloster, og som paven havde bekræftet i 1453. Købstaden Maribo skulle bistå klosteret økonomisk og stille med arbejdsduelige borgere, når bygningsarbejder var påkrævet. Helt frem til Reformationen begunstigede og stadfæstede adskillige konger, paver og kardinaler Maribo Klosters privilegier ved afladsbreve til dem, der skænkede gaver til klosteret. Efterhånden begyndte andre danske klostre at søge om optagelse i ordenen som Sankt Agnete Kloster i Roskilde i 1487. Mange velhavende mænd og kvinder lod sig udnævne til "brødre og søstre udenfor" for at få del i klosterets renommé. Klosteret var i fremgang og selv ikke Reformationen i 1536 mindskede klosterets magtmæssige betydning i sammenligning med andre danske klostre.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
Bøn er den skrøbelige, lille nervetråd, som kan bevæge den Almægtiges muskler.
Martin Farquhar Tupper