E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
03 Apr 2014 23:22
Forfatter
Alf Lohne

1. I et tusind år skal Satan være en uvirksom og hjælpeløs fange, uden mulighed for at friste, forføre forfølge eller skade et eneste menneske. 

"Og jeg så en engel komme ned Med nøglen til afgrunden og en stor lænke i sin hånd. Og han greb dragen, den gamle slange, det er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusinde år og kastede ham i afgrunden og lukkede den over ham og satte segl for, så han ikke mere kunne forføre folkeslagene, før de tusinde år var omme. Så skal han løses en lille tid", Åb. 20, 1-3. 

Bliver det en gylden tid på jorden, når Satan ikke længere er i virksomhed? Nogle mener det, og de taler om "Tusindårsriget". Men lad os straks slå fast, at udtrykket "Tusindårsriget" slet ikke findes i Bibelen. Derimod er der omtalt en tidsperiode på ét tusind år i blot et kapitel, Åbenbaringens Bog kapitel 20. Lad os imidlertid finde ud af, hvad der skal ske i disse tusinde år. Måske vil det vække forbavselse, at der hersker alt andet end lykke og velstand på jorden i denne tidsperiode. 

2. De retfærdiges opstandelse fra de døde afmærker begyndelsestidspunktet for de tusind års begyndelse. 

"Og jeg så deres sjæle, som var blevet halshugget for Jesu vidnesbyrds og for Guds ords skyld, og jeg så dem, som ikke havde tilbedt dyret eller dets billede og ikke havde taget dets mærke på deres pande og på deres hånd; de blev levende og blev konger med Kristus i tusinde år", Åb. 20, 4. 

Her omtales matyrer og de som valgte at være tro mod Gud, selv når "Dyret" udøvede sin største magt. De "blev levende", læste vi. Alle troende, som er døde vækkes op når det sker, for i samme forbindelse skriver profeten: "Salig og hellig er den, som har del i den første opstandelse!", Åb. 20, 6. 

3. De "døde i Kristus", som opstår ved begyndelsen af de tusinde år, skal sammen med de troende, som lever, rykkes op fra jorden til Himmelen og være hos Jesus. 

"Vi som lever og bliver tilbage til Herrens komme, skal ingenlunde gå forud for de hensovede. Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hverandre med disse ord", 1. Tess. 4, 15-18. 

Vi har set, at tusindperiodens begyndelse afmærkes ved, at de døde i Kristus opstår, og denne tekst viser, at to andre begivenheder finder sted samtidig: 

1. Kristus kommer igen i herlighed. 

2. De opstandne troende Guds børn bliver, sammen med de troende som endnu lever, taget op til Herren for at blive hos ham for altid. 

4. De ugudelige, de som nægtede at tage imod Kristus som deres Frelser, går til grund, dør, når Jesus kommer for at hente de troende 

"Som de levede i dagene før syndfloden; de åd og drak, tog til ægte og gav til ægte lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og de ænsede intet, før syndfloden kom rev dem alle bort - sådan skal det også gå ved Menneskesønnens komme", Matt. 24, 38-39. 

De ugudelige mistede livet, da syndfloden kom på Noa's tid. Det samme sker når Menneskesønnen kommer igen. Før dette sker forkyndes evangeliet til alle folk. På utallige måder kalder Gud til omvendelse og frelse, og ingen går fortabt, før de selv har valgt, om de vil tage imod eller forkaste Kristi indbydelse. 

Hvor mange mennesker bliver der på jorden i de tusinde år? De frelste fra alle tidsaldre er taget op til Himmelen, og alle de ugudelige er gået til grunde, er døde. Svaret er derfor klart: Ikke ét eneste menneske lever på jorden i de tusinde år! 

5. I de tusinde år, der begynder ved Kristi genkomst, ligger jorden øde og tom og i ruiner, ramt af katastrofal ødelæggelse. 

"Men Herrens dag skal komme som en tyv; da skal himlene forgå med brag, og elementerne skal komme i brand og opløses, og jorden og alt menneskeværk på den skal brændes op", 2. Pet. 3, 10. 

6. Satan er alene på en ødelagt jord, og i tusind år ser han følgerne af sin onde virksomhed. Fordi han ikke har nogen at virke på, tvinges han til ørkesløs lediggang. Således er han bundet af omstændighedernes lænker. 

En engel fra Himmelen "greb dragen, den gamle slange, det er Djævelen og Satan og bandt ham for tusind år og kastede ham i afgrunden og lukkede den over ham og satte segl for, så han ikke kunne forføre folkeslagene", Åb. 20, 2-3. 

7. I de tusinde år fældes en retfærdig dom. Ingen ugudelig slipper fra en dom over sine onde gerninger. 

"Og jeg så troner, og de satte sig på dem, og der blev givet dem magt til at dømme", Åb. 20, 4. 

Denne tekst handler om de frelste, som er i Himmelen i de tusinde år. De kommer med i en domshandling, som viser at Guds afgørelser er retfærdige, og at han har gjort sit yderste for at frelse. Mange gik i graven uden at få straf for deres onde og grusomme gerninger. Nu er opgørets dag kommet. Men inden dette sker, tilbydes tilgivelse og frelse til enhver, ved at evangeliet forkyndes for alle folkeslag på jorden før de tusinde år begynder ved Jesu genkomst. 

8. Opstandelsen for de ugudelige, som ligger døde på jorden, markerer afslutningen af tusindårsperioden. Da får Satan igen nogen at bearbejde, han bliver "sat fri" af sin påtvungne ledighed. De opståede ugudelige forføres til et forgæves forsøg på at indtage Det Nye Jerusalem, som nu kommer ned på jorden. 

"De andre døde blev ikke levende, før de tusinde år var til ende".
"Og når de tusinde år er til ende, skal Satan blive løsladt af sit fængsel. Og han skal gå ud for at forføre folkeslagene ved jordens fire hjørner, Gog og Magog, og samle dem til krig; de er talløse som havets sand. Og de drog op over landets højslette og omringede de helliges lejr og den elskede stad. Da faldt der ild ned fra Himmelen og fortærrede dem", Åb. 20, 5. 7-9. 

Sådan afsluttes det sidste dramatiske krigsopgør på jorden. Straffen bliver ikke ens for alle, for "thi for Kristi domstol skal vi alle træde frem, som vi er, for at enhver kan få igen, alt efter som han har handlet her i livet, godt eller ondt", 2. Kor. 5, 10. 

9. Billy Graham om indledningen og afslutningen af de tusinde år. 

I sit blad Decision omtaler den verdenskendte evangelist nogle af de bibelske fakta om de tusinde år: 

Hvad vil ske når Jesus kommer igen? Vil han finde troen på jorden? Mindst tre dramatiske begivenheder vil finde sted: 

For det første: De døde i Kristus vil opstå. Skriften siger: "Og Gud, som har opvakt Herren, skal også opvække os ved sin kraft" (1. Kor. 6, 14). "Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, ... Og først skal de døde i Kristus opstå" (1. Tess. 4, 17). 

For det andet: De kristne som lever på det tidspunkt, vil rykkes op og møde Ham i luften. "Derefter skal vi, som bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften" (1. Tess. 4, 17). 

For det tredje: De fortabte som er døde, skal være i sine grave i tusinde år. Skriften siger i Åbenbaringen: "De andre døde blev ikke levende før de tusinde år var til ende" (Åb. 20, 5). 

Bibelen lærer at der er to opstandelser:
De troendes opstandelse når Jesus kommer i luften, og de fortabtes opstandelse som sker senere. 

(Citeret fra Decision, feb. 1989). 

10 Efter de tusinde år skaber Gud en ny jord, hvor alt det der er ond, er borte. 

"Men Herrens dag skal komme som en tyv; da skal himlene forgå med et brag, og elementerne skal komme i brand og opløses, og jorden og alt menneskeværk på den brændes op. ... Men efter hans forjættelser venter vi 'nye himle og en ny jord', hvor retfærdighed bor", 2. Pet. 3, 10-13. 

"Og jeg så en ny himmel og en ny jord" hvor Gud "skal tørre hver en tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet", Åb. 21, 1-4. 

11 En skitse over hovedpunkterne i forbindelse med tusindårs-perioden, ser sådan ud: 

"dagens by 25-nov-25", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Maribo

Maribos våben.pngMaribo en central by og gammel købstad midt på Lolland med 5.923 indbyggere (2014). Den er først og fremmest kendt som Domkirkebyen Maribo med sin majestætiske gamle klosterkirke, Maribo Domkirke, som vartegn. Den kendes også som digterpræsten Kaj Munks fødeby. Byen er en af de få danske købstæder, der ligger inde i landet - uden direkte sejlforbindelser til farvande og have omkring Danmark. Købstaden er omgivet af Maribosøerne, hvor der om sommeren sejler turistbåde rundt til de små øer. Fra byens station er der veteranbaneforbindelse, Museumsbanen Maribo-Bandholm, til den lille havneby Bandholm ved Smålandsfarvandet og til Nakskov og Nykøbing F med Lollandsbanen (Regionstog A/S).

Maribo bærer præg af at være en gammel by uden meget industri. I den sydlige del af centrum findes en række ældre bykvarterer med små gader og stræder. Ved domkirken findes ruiner af Skt. Birgitta Kloster fra 1416, der allerede var i forfald, da Leonora Christina boede her. I dag findes en katolsk kirke i Maria Gade. Skt. Birgitta Kirke er opført til de polske roearbejdere i 1897. Andre ældre bygningsværker er Kapellangården fra 1756 og Maribo Rådhus fra 1856  Torvet.

Maribo Kloster blev oprettet af dronning Margrethe på gården Grimstrup. Maribo by opstod ved klostret. Købstaden Maribos historie hænger derfor uløseligt sammen med Skt. Birgitta Kloster (Maribo Kloster). På det sted hvor Maribo ligger nu, lå i begyndelsen af 1400-tallet en lille landsby Skimminge. En særlig orden inden for den katolske kirke, Birgittinerordenen, udvalgte dette sted til at opføre etkloster, viet til Jomfru Maria. Klosteret, som stod færdigt i 1416, var opdelt i to adskilte fløje - én for munke og én for nonner. De to grupper mødtes i dén klosterkirke, der skulle blive til Maribo Domkirke. Klosterkirken blev opført i årene 1413-1470. Birgittinerordenen søgte nu Paven om tilladelse til at kalde stedet for Maribo, en afledning af "Marie-bo": en "religiøs bolig for den hellige jomfru". Samme år som klosteret stod færdigt, fik det og den omkringliggende bebyggelse købstadsrettigheder af Erik af Pommern, og Paven gav sit samtykke til stednavnet Maribo i 1418. Herfra begynder byens historie. I Maribos byvåben ses Den hellige Birgitta af Vadstena, der grundlagde Birgittinerordenen.

Selv med købstadsrettigheder var det svært for Maribo at udvikle sig til en egentlig handelsby, fordi byen ikke lå ved havet. Men Maribo Kloster voksede i løbet af det 15. århundrede til et af Danmarks fornemste og mest betydningsfulde klostre, ikke mindst fordi mange af dets beboere og økonomiske støtter tilhørte adelen. Birgittinerordenen var også formynder over den nærliggende Østofte Kirke, som Christoffer af Bayern havde skænket Maribo Kloster, og som paven havde bekræftet i 1453. Købstaden Maribo skulle bistå klosteret økonomisk og stille med arbejdsduelige borgere, når bygningsarbejder var påkrævet. Helt frem til Reformationen begunstigede og stadfæstede adskillige konger, paver og kardinaler Maribo Klosters privilegier ved afladsbreve til dem, der skænkede gaver til klosteret. Efterhånden begyndte andre danske klostre at søge om optagelse i ordenen som Sankt Agnete Kloster i Roskilde i 1487. Mange velhavende mænd og kvinder lod sig udnævne til "brødre og søstre udenfor" for at få del i klosterets renommé. Klosteret var i fremgang og selv ikke Reformationen i 1536 mindskede klosterets magtmæssige betydning i sammenligning med andre danske klostre.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
Vores almindelige forståelse af bønnen er langt fra de første kristnes ideal. Vi ser på bønnen som et middel til at få noget fra Gud. Men deres forbillede viser os, at bønnen først og fremmest handler om at lære Gud at kende.
frit efter Oswald Chambers