E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
03 Apr 2014 01:03
Forfatter
Børge Olsen

Udgivet gennem "Tidernes Tegn 12" i 1967 


Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives menneskene, men bespottelse imod Ånden skal ikke tilgives. Den, der taler et ord imod Menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men den, der taler imod Helligånden, ham vil det ikke blive tilgivet, hverken i denne verden eller i den kommende." Matt. 12, 31.32.

Spørgsmålet om synd mod den Helligånd har ofte bekymret mangen en kristen.

Det er et alvorligt emne, men ikke vanskeligt at forstå.

Da Jesus stod i korsets skygge underviste han sine disciple om en vigtig og fuldkommen gave, han ville give dem, ja ikke alene disciplen, men alle Guds børn ned gennem tiden.

"Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger! Og jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden talsmand til at være hos jer til evig tid, sandhedens Ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den ikke ser den og ikke kender den; men I kender den, thi den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer." Joh. 14,15-18.

Gud elsker alle mennesker og søger at gøre alt godt for os, men der er alligevel noget, Gud ikke kan gøre. På ét punkt står selv Gud magtesløs. Gud kan ikke vælge for os at ville tjene ham. Gud siger "kom" - men han tvinger ingen til at "gå". Her er det, Gud bruger Helligånden, talsmanden, som et mægtigt værkemiddel.

Jesus kalder Helligånden for sandhedens Ånd, fordi Han alene kan vejlede os til hele sandheden i Kristus. Jesus kalder også Helligånden "en anden talsmand, der skal være hos jer evindelig," fordi den Helligånd, iflg. Skriften går vi forbøn for os hos Faderen.

Lige før Kristus drog til Himmelen, sagde han: "Jeg kommer til jer" Kristus kommer til os og taler til os gennem den Helligånd, der alene kan overbevise verden om synd, retfærdighed og dom.

Det fremgår af Skrifte, at den Helligånd indtager en uendelig stor plads i Guds frelsesværk, ja, så vigtig er Helligåndens gerning, at uden hans virken på hjertet kunne intet menneske blive frelst, for det er den Helligånd alene, der kan overbevise om synd, retfærdighed og dom. Han viser, at vi er fortabte syndere. Derfor er den Helligånd den eneste, der kan føre os hen til korset, hvor vi kan finde frelse, forladelse og nåde.

88 gange i Det gamle Testamente og 262 gange i Det ny Testamente er den Helligånd omtalt. Det er en stor fejltagelse, at den Helligånd først kom til efter pinsefestens dag. Den Helligånd er den tredje person i guddommen. Den er evig ligesom Faderen og Sønnen. Disse tre har altid været og danner det, vi kalder den treenige guddom.

Bibelen åbenbarer ikke meget om den Helligånd natur. Vi kan læse så meget, at vi ved, det er en person, men ud over dette er Helligåndens natur en af de store hemmeligheder, der ikke er åbenbaret for os.

Men Bibelen fortæller os en hel del om den Helligånds gerning: "Dog, jeg siger jer sandheden: Det er gavnligt for jer, at jeg går bort. Thi hvis jeg ikke går bort, kommer talsmanden ikke til jer; men når jeg går herfra, så vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Men når han, sandhedens Ånd kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men alt hvad han hører, skal han tale, og det, der kommer, skal han forkynde jer. Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer det." Joh. 16, 7. 8. 13, 14.

Efter at Kristus var draget til Himmelen, sendte Gud Helligånden i en særlig fylde og kraft. På pinsefestens dag kom den Helligånd over apostlene og de hellige. Skriften siger, at den Helligånd vil blive udgydt i en endnu større fylde over jorden før Kristi genkomst, for ligesom at afslutte Guds værk.

Jesus siger, at Helligånden er en talsmand, sandhedens ånd, der skal vejlede os. Helligånden er altså en slagslærer, der skal undervise os om sandheden i Kristus. Helligånden glæder sig, når han får lov at åbenbare Kristi herlighed i vore hjerter. Helligånden bruger hele Bibelen som sin lærebog og kender alt i den, for han har selv inspireret hellige Guds mænd til at nedskrive den. "Men drevne af Helligånden udtalte mennesker hvad de fik fra Gud". 2. Pet. 1,21, Derfor, når den Helligånd siger noget til et menneske, vil det aldrig være i strid med Guds ord.

Det sker undertiden, at mennesker i deres sind hører en stille stemme, der ligesom siger: "Dette er sandheden". Det er den Helligånds røst, der taler, når Guds ord bliver læst. Når den Helligånd siger: "Dette er vejen, vandrer på den", da er det farligt at stride imod - det kan koste det evige liv.

Bibelen taler om mindst tre opgaver, som den Helligånd har.

1. Overbevise verden om synd. - Det er Guds ånd, der tale i vore hjerter, når vi er ved at begå en eller anden synd - vi kalder det ofte samvittigheden. Bibelen kalder det den Helligånds stemme.

2. Om retfærdighed. - Det er den retfærdighed, der vises os som fortabte syndere. Helligånden viser os hen til ham, der alene kan løse os af syndens lænker og gøre os virkelig frie - Kristus.

3. Om dom. - Den Helligånd fortæller os alle, at vi lever under ansvar. Der kommer en dommens dag, en regnskabets dag, som ingen kan undgå, men hvis vi vælger Kristus som vor forsvarer, siger han, at vi er gået over fra døden til livet og kommer ikke for dommen. Kristus har borttaget al vor skyld og gjort os retfærdige, og ved ham har vi fået fred og forligelse med Gud.

"Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives menneskene, men bespottelse mod Ånden skal ikke tilgives. Den, der taler et ord mod Menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men den, der taler imod Helligånden, ham vil det ikke blive tilgivet, hverken i denne verden eller i den kommende". Matt. 12, 31. 32. Al synd og bespottelse skal forlades menneskene. Så er der håb både for Dem og mig, håb for os alle!

Ingen er så stor en synder, at Gud ikke kan tilgive. Jesus siger ikke noget, han ikke mener. Men hvorfor siger han så: " . . men bespottelse mod Ånden skal ikke tilgives?"

Det eneste, Gud kan bruge til at fremkalde anger hos menneskene, er den Helligånd. Hvis et menneske skylder Åndens stemme fra sig, nægter at høre Guds stemme, når den kalder - hvis et menneske ikke vil lade sig råde af Guds Ånd, hvad så? - Da bliver den Helligånd bedrøvet. Men den Helligånd opgiver os ikke så let. Han bliver ved med at kalde på os så længe han overhovedet kan råbe os op. En hvis der nu kommer en dag, hvor den Helligånd ikke mere kan råbe et menneske op, hvor et menneske ikke ønsker at afstå fra sine synder - ikke vil angre sine synder, da kan det ikke få sine synder tilgivet, og da har mennesket forhærdet sig.

Synd mod den Helligånd er ikke en eller anden bestemt synd, et menneske har begået, og som Gud ikke vil tilgive, når det beder om tilgivelse for dem. Al synd og bespottelse skal tilgives menneskene.

Nogle mennesker har bespottet Gud gang på gang og mener ikke de kan få tilgivelse. Vel er det en stor synd at bespotte Gud, men der er tilgivelse for dem. Moses og David var begge mordere, men de angrede og fik tilgivelse. Peter bandede og spottede Gud og fornægtede Kristus - men fik han ikke tilgivelse? Jo, da Mesteren med bedrøvelse så ned på Peter, vandt han sig selv, gik uden for og græd bitterligt, sagde Skriften. En synd, som i Guds øjne er større er større end at slå ihjel, stjæle, bedrive hor, bespotte Gud og noget andet, er et hårdt, uforsonligt hjerte. Uforsonlighed over for andre mennesker, hårdhed over for andre, er store synder i Guds øjne, men også de kan tilgives. Ved Guds nåde og kærlighed. Hvis De i deres hjerte er angst for, at De skulle have syndet mod den Helligånd, skal De takke Gud for den uro og angst. Det er den Helligånd, der skaber denne hellige uro ved sin kalden på Deres hjerte. Et hjerte finder aldrig ro, før det finder den Gud, det har revet sig løs fra.

Så længe et menneske søger efter fred med Gud, ja, selv om et menneske ikke bevidst søger efter Gud - så længe har et menneske ikke syndet mod Helligånden. Gud søger efter hver eneste menneske på jorden for om muligt at frelse det fortabte.

Synd mod Helligånden er den stadige forhærdelse af hjertet, den stadige modstand mod Åndens stemme - indtil samvittigheden er helt død, og hjertet så hårdt, at mennesket ikke mere kan høre stemmen fra Himmelen, der siger: "Kom hud til mig!"

Fortsat bevidst overtrædelse af Guds ti gud, af sandheden, som den alene findes i Guds ord, fører til sidst mod Helligånden.

Det er ikke fordi Gud ikke kan eller vil tilgive mere, men simpelt hen fordi synderen har stillet sig der, hvor Gud ikke kan nå ham med sin gode Helligånd. Sagt på en anden måde. Gud kan ikke mere råbe mennesket op!

Baggrunden for vor tekst om synd mod Helligånden er ganske interessant: "Da blev en besat, som var både blind og stum, ført til ham; og han helbredte ham, så den stumme kom til at tale og se. Men da farisæerne hørte det, sagde de: Det kan kun være ved hjælp af Beelzebul, de onde ånders fyrste, at han uddriver onde ånder. Og hvis Satan uddriver Satan, så er han kommet i splid med sig selv; hvorledes kan hans rige da bestå? Og hvis jeg uddriver onde ånder ved Beelzebul, ved hvis hjælp uddriver jeres egne tilhængere dem? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds ånd, jeg uddriver onde ånder, så er jo Guds rige kommet til jer". Matt. 12, 22. 24. 26-28.

En mand var besat af Satans onde ånder, han bliver frigjort ved Kristi hjælp. Farisæerne indvikler sig i selvmodsigelser og må gå beskæmmet bort og indrømme, at Kristus har uddrevet den onde ånd ved Guds ånds hjælp; men trods dette modstod de alligevel Kristus, modstod Helligånden og forhærdede sig.

Det var det samme resultat, Stefanus kom til, den dag de stenede ham: "I stivnakkede og uomskårne på hjerter og øren! Altid sætter I jer op imod Helligånden - som jeres fædre således også I", Ap. G. 7, 51. Senere skrev Paulus til Efeserne: "Bedrøv ikke Guds Helligånd, som I blev beseglet med til forløsningens dag". Ef. 4, 30. Hvis vi bevidst gør noget, som er imod Guds vilje, bedrøver vi den Helligånd, og da er vi på vej til, til sidst at synde mod Helligånden. På vej til det næste trin, som Paulus benævner: "Udsluk ikke ånden". 1. Tess. 5, 19. "Altså når man ved, at der er det rigtige , og gør det, er man skyldig i synd.". Jak 4,17.

Der siges om Saul, Israels første konge, at han var en mand, der sted imod Gud. Han gik til en spåkone - et spiritistik medium - og rådspurgte hende i stedet for at spørge Gud: "Efter at Herrens ånd var veget fra Saul. . . " 1. Sam. 16, 14. han rådspurgte de onde ånder, svigtede Gud og endte sine dage som en selvmorder. Guds ånd veg fra ham, står der. Et menneske kan forhærde sig så længe, at Guds ånd viger fra det. Dette er, hvad Paulus siger vil ske med mange mennesker i de sidste dage af jordens historie. (2. Tess. 2, 7-12)

Da Jesus red ind i Jerusalem palmesøndag, græd han over den: "Da han kom nærmere Og så byen, græd han over den og sagde: "Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred! Men nu er det skjult for dine øjne. Thi dage skal komme over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig og indeslutte dig og trænge dig fra alle sider; og de skal jævne dig med jorden og dine børn i dig og ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke agtede på din besøgelsestid." Luk.19,41-44. Agter vi på vor besøgelsestid?

Der er en, der så smukt har sagt om den Helligånd: "Gud giver os ånden, for at vi ikke skal då i vore synder og fortabes. Hvorfor ydmyger det os ikke, det usigelig store, at Helligånden gør Guds ord levende i os og bærer vor bøn og suk frem for Gud. Helligånden er din bedste ven, han er Guds udstrakte hånd til dig. Ham vil du da ikke måde med modstand og vantro. Selv om han minder dig om noget, du ikke har lyst til, vil du alligevel bøje dig for ham. Han er din bedste vej, giv ham dit hjertes fulde lydighed, så han kan skabe fryd og glæde i det". Biskop Kaj Jensen, "Ordet", 13/3 - 1950.

Synd mod den Helligånd er forhærdelse. Alle, som fortabes, har syndet mod den Helligånd, fordi de forhærdede deres hjerte mod Gud.

Men Guds nåde er ny over os hver morgen. Intet menneske, der søger efter Gud af hele sit hjerte, behøver at tænke på, eller være bekymret for, om han skulle have syndet mod Helligånden. Helligånden er din bedste ven - giv ham dit hjertes fulde lydighed, så han kan skabe fryd og glæde derinde - men gør det i dag!

"dagens by 25-nov-25", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Maribo

Maribos våben.pngMaribo en central by og gammel købstad midt på Lolland med 5.923 indbyggere (2014). Den er først og fremmest kendt som Domkirkebyen Maribo med sin majestætiske gamle klosterkirke, Maribo Domkirke, som vartegn. Den kendes også som digterpræsten Kaj Munks fødeby. Byen er en af de få danske købstæder, der ligger inde i landet - uden direkte sejlforbindelser til farvande og have omkring Danmark. Købstaden er omgivet af Maribosøerne, hvor der om sommeren sejler turistbåde rundt til de små øer. Fra byens station er der veteranbaneforbindelse, Museumsbanen Maribo-Bandholm, til den lille havneby Bandholm ved Smålandsfarvandet og til Nakskov og Nykøbing F med Lollandsbanen (Regionstog A/S).

Maribo bærer præg af at være en gammel by uden meget industri. I den sydlige del af centrum findes en række ældre bykvarterer med små gader og stræder. Ved domkirken findes ruiner af Skt. Birgitta Kloster fra 1416, der allerede var i forfald, da Leonora Christina boede her. I dag findes en katolsk kirke i Maria Gade. Skt. Birgitta Kirke er opført til de polske roearbejdere i 1897. Andre ældre bygningsværker er Kapellangården fra 1756 og Maribo Rådhus fra 1856  Torvet.

Maribo Kloster blev oprettet af dronning Margrethe på gården Grimstrup. Maribo by opstod ved klostret. Købstaden Maribos historie hænger derfor uløseligt sammen med Skt. Birgitta Kloster (Maribo Kloster). På det sted hvor Maribo ligger nu, lå i begyndelsen af 1400-tallet en lille landsby Skimminge. En særlig orden inden for den katolske kirke, Birgittinerordenen, udvalgte dette sted til at opføre etkloster, viet til Jomfru Maria. Klosteret, som stod færdigt i 1416, var opdelt i to adskilte fløje - én for munke og én for nonner. De to grupper mødtes i dén klosterkirke, der skulle blive til Maribo Domkirke. Klosterkirken blev opført i årene 1413-1470. Birgittinerordenen søgte nu Paven om tilladelse til at kalde stedet for Maribo, en afledning af "Marie-bo": en "religiøs bolig for den hellige jomfru". Samme år som klosteret stod færdigt, fik det og den omkringliggende bebyggelse købstadsrettigheder af Erik af Pommern, og Paven gav sit samtykke til stednavnet Maribo i 1418. Herfra begynder byens historie. I Maribos byvåben ses Den hellige Birgitta af Vadstena, der grundlagde Birgittinerordenen.

Selv med købstadsrettigheder var det svært for Maribo at udvikle sig til en egentlig handelsby, fordi byen ikke lå ved havet. Men Maribo Kloster voksede i løbet af det 15. århundrede til et af Danmarks fornemste og mest betydningsfulde klostre, ikke mindst fordi mange af dets beboere og økonomiske støtter tilhørte adelen. Birgittinerordenen var også formynder over den nærliggende Østofte Kirke, som Christoffer af Bayern havde skænket Maribo Kloster, og som paven havde bekræftet i 1453. Købstaden Maribo skulle bistå klosteret økonomisk og stille med arbejdsduelige borgere, når bygningsarbejder var påkrævet. Helt frem til Reformationen begunstigede og stadfæstede adskillige konger, paver og kardinaler Maribo Klosters privilegier ved afladsbreve til dem, der skænkede gaver til klosteret. Efterhånden begyndte andre danske klostre at søge om optagelse i ordenen som Sankt Agnete Kloster i Roskilde i 1487. Mange velhavende mænd og kvinder lod sig udnævne til "brødre og søstre udenfor" for at få del i klosterets renommé. Klosteret var i fremgang og selv ikke Reformationen i 1536 mindskede klosterets magtmæssige betydning i sammenligning med andre danske klostre.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
En hel generation af kristne er opvokset i en tid med computere og automatiske maskiner, og derfor har vi næsten ingen tålmodighed i forhold til ventetider og langsomme processer. Vi forsøger at bruge computer-tidsalderens metoder på vores forhold til Gud. Vi læser et kapitel, har en kort andagt og skynder os videre. Og derfor har vi alle et vedvarende behov for at dække over vores dybe indre kommen til kort, og vi søger hele tiden et hurtigt åndeligt fix igennem stævner, kampagner, internettet og fjernsynet.
frit efter A. W. Tozer