E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
20 Feb 2014 00:11
Forfatter
A. W. Tozer

Bragt i Dagen  8. december 2004.
Af A. W. Tozer.
Oversat fra norsk af Poul Erik Haahr.


I populære evangeliske kredse er der i vor moderne tid, ganske uanmeldt og næsten ubemærket, blevet indført et nyt kors. Det er ikke længere det betingelsesløse kors som forkyndes, men snarere en anden slags kors.

Overfladisk set ligner de hinanden, men der er grundlæggende forskelle, som jeg kort vil forsøge at påvise: For fra dette nye kors er der udsprunget en ny form for livsanskuelse, som har affødt en ny form for evangelisk teknik, nye mødeformer og en ny forkyndelse. I denne nye forkyndelse bruges det samme sprog som tidligere, men indholdet er ikke det samme. Det afgørende er blevet borte.

Det nye kors
Det gamle kors drev ingen tuskhandel med verden. Det betød død for den gamle Adams selvliv. Det nye kors derimod er - ret forstået - kilden til oceaner af ren, god morskab og harmløse fornøjelser. Det åbner op og tillader, at gamle Adams selvliv får lov til at udfolde sig uden Åndens vurderende og dømmende indblanding.

Hans livs bevæggrunde er uforandrede, han lever stadig for at være sig selv til behag. Forskellen er, at nu er det lidt mere åndelige salmer, der synges, religiøse film, der ses, osv. Men betoningen er stadig den samme som før omvendelsen - det gælder fornøjelser, men nu på et højere plan moralsk set, hvis ikke ligefrem åndeligt.

Det nye kors opmunter til en ny og helt anderledes måde at præsenterer evangeliet på. Forkynderen stiller ingen krav om fornægtelse af det gamle liv i Adam, før end det nye kan modtages.

Der bliver ikke talt om modsætningerne mellem det gamle og det nye liv i Kristus Jesus, men derimod om ligheder. Man forsøger at gå ind på tilhørernes tankegang og interesser ved at fremstille en kristendom uden nogen former for ubehagelige fordringer, ja, en kristendom som nærmest tilbyder det samme, som verden gør, men på et højere plan og med en ædlere etik.

På behændig vis gives til kende, at det er evangeliet, der kan tilbyde netop det, som denne syndige verden skriger efter i øjeblikket - hvad det nu end kan være - og at dette religiøse produkt er en tand bedre end alle andre ting.

Det nye kors dræber ikke synderen (selvet). Det giver kun livet en ny retning. Det hævder at føre mennesket ind i et renere og mere glædesfyldt liv, hvor det bevarer selvrespekten.

Så til den selvhævdende, dominerende type lyder det: "Kom til Kristus; I arbejdet for Ham kan du gøre dig gældende." Til egoisten lyder det: "Kom og lev dit liv i Herrren, for der kan du få ros og ære." Til den som søger spænding og oplevelser: "Kom, oplev det spændende fællesskab blandt os andre kristne."

Og for at gøre det kristne budskab acceptabelt for flest mulig tilhørere præges forkyndelsen - det være sig i skrift eller tale - af at følge gangbar mode.

Jeg tror, at tankegangen bag meget af dette kan være oprigtig og alvorligt nok ment, men det redder den ikke fra at være falsk. For falsk er den, fordi den er blind. Forkyndelsen overser fuldstændig meningen med korset. Og det er det alvorligste! Det gamle kors er nemlig et symbol på døden. Det står for en pludselig og drastisk afslutning af det gamle menneskes liv.

Ikke noget kompromis
Den mand, der i romertiden tog sit kors op og startede vandringen ud til korsfæstelsesstedet, havde allerede sagt farvel til sine nærmeste venner, og kom ikke tilbage igen. Han gik ikke ud for at give sit liv en anden, ny retning, nej, han gik ud for at dø.

Det gamle kors kendte ikke til nogen former for kompromisser eller formildende omstændigheder; det sparede ikke på nogen ting, men overgav, en gang for alle, alt til døden. Det forsøgte ikke at stå på god fod med sit offer - nej, det slog til, hårdt og brutalt. Og når dets værk var fuldendt, var offeret dødt.

Hele Adams slægt er dømt til døden af Gud. Dette har ikke forandret sig en tøddel siden syndefaldet - der er ingen mulighed for at slippe uden om.

Gud kan ikke på nogen måde sige god for eller anerkende nogen af syndens frugter, uanset hvor uskyldige og smukke de tager sig ud i menneskers øjne. Gud frelser den enkelte ved at dræbe ham (gamle Adam), og derefter oprejse den nye skabning til et helt nyt liv i Kristus Jesus.

Meget af den forkyndelse, vi får at høre i dag, og som drager gunstige paralleller mellem Guds kompromisløse vej og menneskers vej, er ifølge Guds Ord falsk, og den er ubarmhjertig mod tilhørerne, idet den bringer deres sjæle i fare.

Troen på Jesus Kristus går ikke hånd i hånd med denne verden - den afbryder forbindelsen med denne verden. Ved at komme til Kristus Jesus bringer vi ikke vort liv op på et højere plan, men vi efterlader det på korset (Gal 2,19-20). For at bære frugt må hvedekornet lægges i jorden og dø (Joh 12, 24-25).

De, som forkynder evangeliet, må ikke give sig ud for at være offentlige agenter, udsendt for at etablere goodwill mellem Kristus og verden. De må ikke indbilde sig, at de er udsendinge fra en arbejdsgiver, som har beordret dem eller givet dem mandat til at gøre Kristus acceptabel for forretningsverdenen, pressen, sportsverdenen og den moderne uddannelsessektor.

De er ikke diplomater, men profeter. Og budskabet, de er pålagt at gå ud med, og som er givet dem af Jehova, Abrahams, Isaks og Jacobs Gud, Jesu Kristi far, er ikke noget kompromis, men et ultimatum!

Ikke forbedring
Gud tilbyder et nyt liv, ikke forbedring af det gamle. Det liv, Han tilbyder, er et, som er opstået af døden, og det findes altid på den anden side af korset.

Enhver, som ønsker at eje dette liv, må fornægte sig selv - være enig med Gud i hans retfærdige dom over det tidligere liv i Adam.

Hvad indebærer nu alt dette for den enkelte synder, som er kaldet af Gud - for den fordømte, som ønsker at finde dette nye liv i Kristus Jesus? Og hvordan kan denne lære omsættes til det praktiske liv?

Det kan ganske enkelt gøres ved, at den synder, det drejer sig om, omvender sig til Gud, tager imod frelsen af nåde og fatter et andet sind. Ja, ganske enkelt, han begynder at TRO på Kristus Jesus. Stole på ham. Synderen må altså tage afstand fra og se sig selv som død fra alt, som før var liv i Adam, og derfor synd.

Videre må vedkommende ledes frem, efterhånden som vejen gås med Jesus, til helt at opgive alt det, som tidligere blev regnet for at tilhøre vedkommende alene. Selvlivet i den gamle Adam må altså dagligt dødes i mødet med fristeren, Satan!

Lad ingen ting skjules, ingen ting forsvares, intet undskyldes. Forsøg ikke at komme med billige betingelser eller købslåen overfor Gud. Men lad Ham hellere få adgang til ydmygt at bøje dig ind under Guds vrede, så du indrømmer, at du fortjener død og helvede.

Er dette først sket, vil et blik og en enfoldig, barnlig tro på den opstandne Herre og frelser være nok til at skabe live og genfødelse, renselse og kraft.

Og Gud ser til hjertet hos hver enkelt, og ved om det, du siger, er oprigtigt ment eller ikke. Det er der ingen mennesker, der kan sætte sig til doms over.

Bare Gud ved om, hvad som bor i menneskers hjerter. Det kors, som afsluttede Jesu jordiske liv, afslutter nu synderens liv, og den kraft, som oprejste Jesus fra de døde, oprejser synderen til et nyt liv med Kristus.

Til enhver, som gør indsigelser mod dette, og som regner det for at være et snævert, privat syn på sandheden, ønsker jeg at sige følgende: Gud har godkendt dette budskab ved at sætte sit stempel på det lige fra Paulus´s dage og til i dag.

Uanset, om det har været udtrykt med ord som disse eller ikke, så har det været indholdet i den forkyndelse, som op gennem århundreder har bragt liv og kraft til en døende verden.

Reformatorerne, vækkelsesprædikanterne og andre af Guds udvalgte redskaber har alle lagt vægt på dette. Og Gud stadfæstede budskabet ved de tegn og undere og mægtige gerninger, som fandt sted i Helligåndens kraft.

Tør da vi, som regner os for at være arvinger til en sådan kraft, tør vi, vover vi virkelig at forfalske den enkle, men kompromisløse sandhed? Tør vi, med vor lille pen og blyant, ganske enkelt slette retningslinierne eller forandre mønsteret, som blev vist os på bjerget? Åh, måtte Gud forbyde os at gøre dette.

Lad os stadig forkynde det gamle kors og erfare dets vældige kraft!
--------------------------------------------
Læs desuden  Citat af A. W. Tozer.
----------------------------------------------------------------

"dagens by 25-nov-25", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Maribo

Maribos våben.pngMaribo en central by og gammel købstad midt på Lolland med 5.923 indbyggere (2014). Den er først og fremmest kendt som Domkirkebyen Maribo med sin majestætiske gamle klosterkirke, Maribo Domkirke, som vartegn. Den kendes også som digterpræsten Kaj Munks fødeby. Byen er en af de få danske købstæder, der ligger inde i landet - uden direkte sejlforbindelser til farvande og have omkring Danmark. Købstaden er omgivet af Maribosøerne, hvor der om sommeren sejler turistbåde rundt til de små øer. Fra byens station er der veteranbaneforbindelse, Museumsbanen Maribo-Bandholm, til den lille havneby Bandholm ved Smålandsfarvandet og til Nakskov og Nykøbing F med Lollandsbanen (Regionstog A/S).

Maribo bærer præg af at være en gammel by uden meget industri. I den sydlige del af centrum findes en række ældre bykvarterer med små gader og stræder. Ved domkirken findes ruiner af Skt. Birgitta Kloster fra 1416, der allerede var i forfald, da Leonora Christina boede her. I dag findes en katolsk kirke i Maria Gade. Skt. Birgitta Kirke er opført til de polske roearbejdere i 1897. Andre ældre bygningsværker er Kapellangården fra 1756 og Maribo Rådhus fra 1856  Torvet.

Maribo Kloster blev oprettet af dronning Margrethe på gården Grimstrup. Maribo by opstod ved klostret. Købstaden Maribos historie hænger derfor uløseligt sammen med Skt. Birgitta Kloster (Maribo Kloster). På det sted hvor Maribo ligger nu, lå i begyndelsen af 1400-tallet en lille landsby Skimminge. En særlig orden inden for den katolske kirke, Birgittinerordenen, udvalgte dette sted til at opføre etkloster, viet til Jomfru Maria. Klosteret, som stod færdigt i 1416, var opdelt i to adskilte fløje - én for munke og én for nonner. De to grupper mødtes i dén klosterkirke, der skulle blive til Maribo Domkirke. Klosterkirken blev opført i årene 1413-1470. Birgittinerordenen søgte nu Paven om tilladelse til at kalde stedet for Maribo, en afledning af "Marie-bo": en "religiøs bolig for den hellige jomfru". Samme år som klosteret stod færdigt, fik det og den omkringliggende bebyggelse købstadsrettigheder af Erik af Pommern, og Paven gav sit samtykke til stednavnet Maribo i 1418. Herfra begynder byens historie. I Maribos byvåben ses Den hellige Birgitta af Vadstena, der grundlagde Birgittinerordenen.

Selv med købstadsrettigheder var det svært for Maribo at udvikle sig til en egentlig handelsby, fordi byen ikke lå ved havet. Men Maribo Kloster voksede i løbet af det 15. århundrede til et af Danmarks fornemste og mest betydningsfulde klostre, ikke mindst fordi mange af dets beboere og økonomiske støtter tilhørte adelen. Birgittinerordenen var også formynder over den nærliggende Østofte Kirke, som Christoffer af Bayern havde skænket Maribo Kloster, og som paven havde bekræftet i 1453. Købstaden Maribo skulle bistå klosteret økonomisk og stille med arbejdsduelige borgere, når bygningsarbejder var påkrævet. Helt frem til Reformationen begunstigede og stadfæstede adskillige konger, paver og kardinaler Maribo Klosters privilegier ved afladsbreve til dem, der skænkede gaver til klosteret. Efterhånden begyndte andre danske klostre at søge om optagelse i ordenen som Sankt Agnete Kloster i Roskilde i 1487. Mange velhavende mænd og kvinder lod sig udnævne til "brødre og søstre udenfor" for at få del i klosterets renommé. Klosteret var i fremgang og selv ikke Reformationen i 1536 mindskede klosterets magtmæssige betydning i sammenligning med andre danske klostre.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
“Under stadig bøn og anråbelse skal I altid bede i Ånden og holde jer vågne til det og altid være udholdende i forbøn for alle de hellige."
Paulus (Eph 6,18)