E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
01 Dec 2013 23:56

Wesley var en mægtig personlighed. Han rummede mange modsætninger, han kunde være lettroende, ja overtroisk på visse punkter og skeptisk, ja skarpt forstandig på andre. Men han besad i sit væsen en samlet kraft, en mageløs selvbeherskelse, som gjorde ham til det overlegne menneske, få kunde modstå. Hans forkyndelse virkede ikke blot sjæleligt, men der indtrådte også rent legemlige virkninger: Folk blev så betagne, at de mistede bevidstheden og styrtede om, under skrig og krampetrækninger. Vi skal senere høre mere om disse legemlige følger af vækkelsestalen. 

Højst forskellig fra Wesley var hans medkæmper Whitefield, han var et afgjort følelsesmenneske og i besiddelse af en veltalenhed, som formåede i en sjælden grad at sætte andres følelser i bevægelse og smelte hjerterne. Dobbelt mærkeligt er det da ved første øjekast, at de legemelige udslag af vækkelsesforkyndelsen ikke indtraf hos Whitefield, men hos Wesley med hans langt mere rolige og intellektuelt anlagte forkyndelse. Senere viste de sig også ved Whittefields og andres tale. 

Det begyndte i Kingswood og Bristol, hvis daværende befolkning skildres som de mest primitive, brutale og uvidende i hele England. Whitefield var den første, der prædikede her og med det resultat, som det så rørende hedder, at "tårerne dannede hvide rende ned ad de fra kulminerne sværtede kinder". De samledes i fri luft, begejstrede forsamlinger på fem-, ti-, femten tusind mennesker, men der skete ingen "Tegn og Undere", før Wesley kom. Men da begyndte det, og hans dagbøger er fulde af skildringer, der undertiden klinger uhyggelige nok. Blot et enkelt eksempel: han skriver i sin dagbog for 21. Maj 1739: I dag svarede Vorherre selv de modstandere, som troede, at alle disse besvimelser beroede på forstillelse eller var en følge af den dærlige luft i det tætpakkede rum. Gud åbenbarede sin arm for 2000 mennesker i fri luft. Snart en, snart en anden styrtede til jorden, skælvende voldsomt ved hans magts nærværelse. Ophidselsen var så mægtig, tilføjer forf., at han næppe begyndte at tale, før de faldt om på alle sider. 

I begyndelsen advarede Whitefield ham, men da så de samme fænomener begyndte at indfinde sig under Whitefields egen prædiken, så ændrede denne sit syn på denne sag. Vel kom Wesley senere til at se noget anderledes pæ disse ting, og de var aldrig for ham det væsentlige, men helt opgive sit syn på dem formåede han ikke. 

Der optrådte også under hans forkyndelse disse mærkelige fænomener,som i den nyere psykologi er kendt under betegnelsen: »dobbelt personlighed«, men som Wesley ud fra sit standpunkt måtte opfatte som djævelbesættelse. Hvordan kan det da være, at just Wesleys forkyndelse fremkaldte disse fænomener, skønt den ikke var stormende entusiastisk som Whilefields, men rolig, jævn behersket og ligefrem? Grunden må søges i hans ejendommelige personlighed. Jeg nævnte før hans selvbeherskelse. han kunde styre mangen pøbelhob ved sin uforligenlige ro og sikkerhed. Der var et blik i hans blå øjne, som vidnede om en mand, der ikke kendte til frygt. Det var næppe, fordi han særlig prædikede om dom og helvede. Naturligvis var også de tanker fremme, men der var dog en ikke ringe forskel på hans og Edwards forkyndelse. Der var mere håb hos Wesley. Edwards forkyndte, at frelsen var såre usandsynlig, kun så få nåede den. 

Wesley åbnede en lys og herlig udsigt for enhver, selv den dybest faldne. Og desuden havde Whitefield ført den samme prædiken i Kingswood, og de legemlige virkninger udeblev dog. Nej, årsagen til dem lå i Wesley selv. Han bedømte Whitefields prædikenmåde som altfor voldsom, men trods sin fuldkomne ydre ro var han selv vistnok den mægtigste "impressive" prædikant, England nogensinde har haft. Det var ikke mange mennesker, heller ikke menneskemængder, som kunne stå for hans prøvende blik. Han siger selv, at han fandt det bedst, altid at gå lige los på en Pøbelhob og så tage særligt sigte på lederen, og det varede sjældent længe, før hans overmægtige personlighed gjorde sin virkning.

"dagens by 25-nov-25", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Maribo

Maribos våben.pngMaribo en central by og gammel købstad midt på Lolland med 5.923 indbyggere (2014). Den er først og fremmest kendt som Domkirkebyen Maribo med sin majestætiske gamle klosterkirke, Maribo Domkirke, som vartegn. Den kendes også som digterpræsten Kaj Munks fødeby. Byen er en af de få danske købstæder, der ligger inde i landet - uden direkte sejlforbindelser til farvande og have omkring Danmark. Købstaden er omgivet af Maribosøerne, hvor der om sommeren sejler turistbåde rundt til de små øer. Fra byens station er der veteranbaneforbindelse, Museumsbanen Maribo-Bandholm, til den lille havneby Bandholm ved Smålandsfarvandet og til Nakskov og Nykøbing F med Lollandsbanen (Regionstog A/S).

Maribo bærer præg af at være en gammel by uden meget industri. I den sydlige del af centrum findes en række ældre bykvarterer med små gader og stræder. Ved domkirken findes ruiner af Skt. Birgitta Kloster fra 1416, der allerede var i forfald, da Leonora Christina boede her. I dag findes en katolsk kirke i Maria Gade. Skt. Birgitta Kirke er opført til de polske roearbejdere i 1897. Andre ældre bygningsværker er Kapellangården fra 1756 og Maribo Rådhus fra 1856  Torvet.

Maribo Kloster blev oprettet af dronning Margrethe på gården Grimstrup. Maribo by opstod ved klostret. Købstaden Maribos historie hænger derfor uløseligt sammen med Skt. Birgitta Kloster (Maribo Kloster). På det sted hvor Maribo ligger nu, lå i begyndelsen af 1400-tallet en lille landsby Skimminge. En særlig orden inden for den katolske kirke, Birgittinerordenen, udvalgte dette sted til at opføre etkloster, viet til Jomfru Maria. Klosteret, som stod færdigt i 1416, var opdelt i to adskilte fløje - én for munke og én for nonner. De to grupper mødtes i dén klosterkirke, der skulle blive til Maribo Domkirke. Klosterkirken blev opført i årene 1413-1470. Birgittinerordenen søgte nu Paven om tilladelse til at kalde stedet for Maribo, en afledning af "Marie-bo": en "religiøs bolig for den hellige jomfru". Samme år som klosteret stod færdigt, fik det og den omkringliggende bebyggelse købstadsrettigheder af Erik af Pommern, og Paven gav sit samtykke til stednavnet Maribo i 1418. Herfra begynder byens historie. I Maribos byvåben ses Den hellige Birgitta af Vadstena, der grundlagde Birgittinerordenen.

Selv med købstadsrettigheder var det svært for Maribo at udvikle sig til en egentlig handelsby, fordi byen ikke lå ved havet. Men Maribo Kloster voksede i løbet af det 15. århundrede til et af Danmarks fornemste og mest betydningsfulde klostre, ikke mindst fordi mange af dets beboere og økonomiske støtter tilhørte adelen. Birgittinerordenen var også formynder over den nærliggende Østofte Kirke, som Christoffer af Bayern havde skænket Maribo Kloster, og som paven havde bekræftet i 1453. Købstaden Maribo skulle bistå klosteret økonomisk og stille med arbejdsduelige borgere, når bygningsarbejder var påkrævet. Helt frem til Reformationen begunstigede og stadfæstede adskillige konger, paver og kardinaler Maribo Klosters privilegier ved afladsbreve til dem, der skænkede gaver til klosteret. Efterhånden begyndte andre danske klostre at søge om optagelse i ordenen som Sankt Agnete Kloster i Roskilde i 1487. Mange velhavende mænd og kvinder lod sig udnævne til "brødre og søstre udenfor" for at få del i klosterets renommé. Klosteret var i fremgang og selv ikke Reformationen i 1536 mindskede klosterets magtmæssige betydning i sammenligning med andre danske klostre.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
“Og mens de holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: “Udtag Barnabas og Saulus til det arbejde, jeg har kaldet dem til." Da de havde fastet og bedt og lagt hænderne på dem, sendte de dem af sted."
ApG 13,2-3