E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
01 Dec 2013 23:40

I en baptist menighed i Crystal Palace i det sydlige London skete det for nogle år siden, at en fremmed, efter et møde søndag morgen, rejste sig op bagerst i salen, og sagde: "Undskyld mig forstander, kan jeg dele et lille vidnesbyrd?" Forstanderen kikkede på sit ur, og sagde: "Du har tre minutter."

Manden fortsatte: "Jeg er lige flyttet ind i denne del af byen. Før boede jeg i en anden del af London. Jeg kom oprindeligt fra Sydney i Australien, og for et par måneder siden besøgte jeg nogle slægtninge og jeg gik en tur i George Street. En mærkelig lille, gråhåret mand træder pludselig ud fra en butik, giver mig en traktat i hånden, og siger: "Undskyld mig. Er du frelst? Hvis du dør i nat, kommer du så i Himlen?" Han blev forundret over disse ord - der var aldrig nogen der havde spurgt ham om det før. Hele vejen tilbage til London brød han sin hjerne med det, han netop havde oplevet. "Jeg ringede til en ven, som boede i det sydlige London; han var en kristen, og han ledte mig til Kristus, og jeg vil gerne tilslutte mig denne menighed." Vennerne i baptistmenigheden elskede dette vidnesbyrd. Alle var begejstrede og ønskede ham velkommen i menigheden.

Baptistforstanderen fra Crystal Palace i London fløj nu til Adelaide i Australien den næste uge, og 10 dage senere - midt i en møderække på tre dage, i en menighed i Adelaide, kom en kvinde til ham for at snakke med ham. Hun ønskede at vide, om hendes forhold til Jesus var i orden. Hun sagde: "Jeg boede tidligere i Sydney, og for et stykke tid siden besøgte jeg noget familie i Sydney. Jeg var ude og købe ind i George Street, og en ældre, gråhåret mand træder ud fra en butik og tilbyder mig en traktat, og siger: "Undskyld mig frue. Er du frelst? Hvis du dør i nat kommer du så i Himlen?" Disse ord foruroligede mig. Da jeg kom tilbage til Adelaide tog jeg hen til en baptist-menighed jeg kendte. Jeg talte med forstanderen og han ledte mig til Herren, så jeg er nu en kristen." Denne London-forstander var nu meget forundret. To gange i løbet af 14 dage havde han hørt nøjagtig det samme vidnesbyrd.

Han fløj nu ned til en menighed i Perth, Australien, og da mødet var ovre inviterede en af de ældste ham ud at spise. Han spurgte så: "Hvordan blev du frelst?" Ældstebroderen svarede: "Jeg er vokset op i denne menighed. Jeg tog aldrig imod Jesus som min frelser, men gjorde bare som alle andre. På grund af mine evner som forretningsmand fik jeg dog indflydelse i menigheden. Men for tre år siden var jeg på forretningsrejse i Sydney, og en irriterende lille mand stoppede mig og tilbød mig en lille fotokopieret traktat, og tilføjede: "Undskyld mig. Er du frelst? Hvis du dør i nat, kommer du så i Himlen?" Jeg prøvede at fortælle ham, at jeg var ældste i en baptist-menighed, men han ville ikke høre. Jeg sydede af raseri hele vejen hjem til Perth, og jeg fortalte min forstander om det, for at han kunne give mig lidt moralsk opbakning. Men han var enig med den ældre mand fra Sydney. Han havde i årevis været foruroliget over, at jeg ikke havde et personligt forhold til Jesus. Min forstander ledte mig nu til Jesus."

London-forstanderen rejste nu tilbage til Storbritannien for at tale ved et Keswick-stævne. Han fortalte om disse tre enslydende vidnesbyrd. Ved mødets afslutning kom fire ældre forstandere hen til ham og sagde: "Vi blev frelst for hhv. 25-35 år siden fordi denne mand gav os denne traktat og stillede os det spørgsmål."

Nu fløj han videre til et Keswick-stævne i Vestindien og fortalte om disse vidnesbyrd og ved mødets afslutning kom tre missionærer og sagde: "Vi blev frelst for hhv. 15-25 år siden fordi denne mand gav os denne traktat og stillede os det spørgsmål i George Street i Australien." På vej hjem til London gjorde han holdt i Atlanta, USA for at deltage i en møderække. Han talte til over 1000 sømandsmissionærer, og talte til sidst med en af disse missionærer. Han spurgte: "Hvordan blev du en kristen?" Han svarede: "Det var et mirakel. Jeg gjorde tjeneste på et amerikansk krigsskib, og jeg levede et udsvævende liv. Vi var på øvelse omkring Australien, og vi lagde til i Sydney. Vi malede byen rød i Kings Cross, blev sanseløst berusede, jeg kom på den forkerte bus og havnede i George Street. Da jeg kom ud af bussen, troede jeg, jeg havde set et spøgelse. En ældre, gråhåret mand sprang ind foran mig, gav mig en traktat i hånden og sagde: "Sømand er du frelst? Hvis du dør i nat, kommer du så i Himlen?" Gudsfrygt slog mig med det samme, jeg blev ædru ved chokket og løb tilbage til skibet, hvor jeg fik fat i præsten ombord, og han ledte mig til Herren. Senere hjalp han mig med at komme i tjeneste som missionær."

Seks måneder senere fløj selv samme forstander til Indien for at tale. Efter mødet tog missionens leder, som var en ydmyg lille mand, ham med hjem til sit ydmyge lille hjem. Han spurgte nu: "Hvordan blev du frelst, du som oprindelig var hindu?" Han svarede: "Jeg var en meget priviligeret mand og arbejdede som diplomat, og jeg rejste rundt i hele verden. Jeg er så lykkelig over, at Herren har tilgivet mig. At hans blod har renset mig, og renset alt det bort fra mit tidligere liv." "En af mine diplomat-rejser" fortsatte han "ledte mig til Sydney, og jeg var ude at købe ind i George Street, og en lille, gråhåret mand trådte ud foran mig og tilbød mig en traktat. Han sagde: "Undskyld mig. Er du frelst? Hvis du dør i nat, kommer du så i Himlen?" Jeg takkede ham venligt, men det ramte mig. Da jeg kom tilbage til Indien opsøgte jeg min hinduistiske sadhu, men han kunne ikke hjælpe mig. Han tilføjede: "Blot for at stille din nysgerrighed, kan du gå ned til missionæren for enden af vejen - gør ikke noget særligt ud af det." Det var et skæbnesvangert råd. Den dag ledte missionæren mig til Kristus, jeg vendte hinduismen ryggen, og begyndte at forberede mig til tjenesten. Jeg forlod også diplomatiet, og her er jeg nu, ved Guds nåde - leder af en missions-station, og vi vinder mange tusinder for Kristus."

Otte måneder senere var baptist-forstanderen i Sydney, og han spurgte forstanderen i Sydney: "Kender du en lille mand, der vidner og deler traktater ud i George Street?" Han svarede: "Ham kender jeg, han hedder hr. Jenner. Men jeg tror han er holdt op på grund af alder." Forstanderen fra London sagde: "Jeg ønsker at møde ham!" De tog ud til hans lille lejlighed og bankede på døren. En lille, svagelig mand åbnede døren og inviterede dem indenfor. Han lavede te til dem, og London-forstanderen fortalte om alle disse vidnesbyrd. Den lille mand begyndte at græde af glæde, og fortalte sit eget vidnesbyrd: "Jeg gjorde tjeneste på et krigsskib, og jeg levede et udsvævende liv - så meget at jeg blev slået til jorden. En af mine kolleger, som jeg tidligere havde gjort livet til et helvede for, var der for at hjælpe mig. Han ledte mig til omvendelse, ved at vidne om Jesus. Forandringen var total; som fra nat til dag. Jeg var taknemlig, og sagde til Herren at jeg, så vidt muligt, ville vidne for 10 personer om dagen. Nogen gange var jeg syg og kunne ikke gå på gaden. Jeg har nu vidnet på denne måde i over 16 år. I mine pensionist år holdt jeg til i George Street - der var hundredvis af mennesker og jeg fik mange anledninger. Men i de 16 år har jeg aldrig hørt om, at nogen er blevet omvendt."

Hvem ved hvor mange der er blevet frelst? Frank Jenner kom aldrig i avisen. Kun en lille gruppe i Sydney kendte hans navn. Men hans navn var kendt i Himlen.

Dokumenttype
Vidnesbyrd
"dagens by 25-nov-25", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Maribo

Maribos våben.pngMaribo en central by og gammel købstad midt på Lolland med 5.923 indbyggere (2014). Den er først og fremmest kendt som Domkirkebyen Maribo med sin majestætiske gamle klosterkirke, Maribo Domkirke, som vartegn. Den kendes også som digterpræsten Kaj Munks fødeby. Byen er en af de få danske købstæder, der ligger inde i landet - uden direkte sejlforbindelser til farvande og have omkring Danmark. Købstaden er omgivet af Maribosøerne, hvor der om sommeren sejler turistbåde rundt til de små øer. Fra byens station er der veteranbaneforbindelse, Museumsbanen Maribo-Bandholm, til den lille havneby Bandholm ved Smålandsfarvandet og til Nakskov og Nykøbing F med Lollandsbanen (Regionstog A/S).

Maribo bærer præg af at være en gammel by uden meget industri. I den sydlige del af centrum findes en række ældre bykvarterer med små gader og stræder. Ved domkirken findes ruiner af Skt. Birgitta Kloster fra 1416, der allerede var i forfald, da Leonora Christina boede her. I dag findes en katolsk kirke i Maria Gade. Skt. Birgitta Kirke er opført til de polske roearbejdere i 1897. Andre ældre bygningsværker er Kapellangården fra 1756 og Maribo Rådhus fra 1856  Torvet.

Maribo Kloster blev oprettet af dronning Margrethe på gården Grimstrup. Maribo by opstod ved klostret. Købstaden Maribos historie hænger derfor uløseligt sammen med Skt. Birgitta Kloster (Maribo Kloster). På det sted hvor Maribo ligger nu, lå i begyndelsen af 1400-tallet en lille landsby Skimminge. En særlig orden inden for den katolske kirke, Birgittinerordenen, udvalgte dette sted til at opføre etkloster, viet til Jomfru Maria. Klosteret, som stod færdigt i 1416, var opdelt i to adskilte fløje - én for munke og én for nonner. De to grupper mødtes i dén klosterkirke, der skulle blive til Maribo Domkirke. Klosterkirken blev opført i årene 1413-1470. Birgittinerordenen søgte nu Paven om tilladelse til at kalde stedet for Maribo, en afledning af "Marie-bo": en "religiøs bolig for den hellige jomfru". Samme år som klosteret stod færdigt, fik det og den omkringliggende bebyggelse købstadsrettigheder af Erik af Pommern, og Paven gav sit samtykke til stednavnet Maribo i 1418. Herfra begynder byens historie. I Maribos byvåben ses Den hellige Birgitta af Vadstena, der grundlagde Birgittinerordenen.

Selv med købstadsrettigheder var det svært for Maribo at udvikle sig til en egentlig handelsby, fordi byen ikke lå ved havet. Men Maribo Kloster voksede i løbet af det 15. århundrede til et af Danmarks fornemste og mest betydningsfulde klostre, ikke mindst fordi mange af dets beboere og økonomiske støtter tilhørte adelen. Birgittinerordenen var også formynder over den nærliggende Østofte Kirke, som Christoffer af Bayern havde skænket Maribo Kloster, og som paven havde bekræftet i 1453. Købstaden Maribo skulle bistå klosteret økonomisk og stille med arbejdsduelige borgere, når bygningsarbejder var påkrævet. Helt frem til Reformationen begunstigede og stadfæstede adskillige konger, paver og kardinaler Maribo Klosters privilegier ved afladsbreve til dem, der skænkede gaver til klosteret. Efterhånden begyndte andre danske klostre at søge om optagelse i ordenen som Sankt Agnete Kloster i Roskilde i 1487. Mange velhavende mænd og kvinder lod sig udnævne til "brødre og søstre udenfor" for at få del i klosterets renommé. Klosteret var i fremgang og selv ikke Reformationen i 1536 mindskede klosterets magtmæssige betydning i sammenligning med andre danske klostre.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
Hvis ikke jeg havde haft bønnens Ånd, ville jeg ikke kunne udrette noget.
Charles G. Finney