E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
01 Dec 2013 23:27
Forfatter
Sadhu Sundar Singh

"Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt". 1.Kor. 13:4-7

Gud er kærlighedens kilde. Tyngdeloven, der virker i den synlige verden, er så at sige kun en genspejling af den åndelige verdens tyngdelov, der er kærlighed, og hvis kilde Gud er. 

Magneten tiltrækker ikke stålet, fordi dette er ædelt metal, men fordi det ejer den evne at kunne tiltrækkes. Den tiltrækker derimod ikke guldet. Guld er et ædelt metal, men det besidder ikke den egenskab at kunne tiltrækkes af en magnet. 

Således drager også Gud syndere til sig, hvor syndefulde de end er, hvis de blot vil angre og lade sig drage af Ham, medens Han ikke drager dem, der er selvretfærdige og ikke vil lade sig påvirke af Hans kærligheds dragende magt. 

Kysset er det ydre tegn på en moders kærlighed til sit barn. Dersom et barn lider af en smitsom sygdom, giver moderen måske afkald på at kysse det, men derfor er hendes kærlighed til det lidende barn ikke mindre, men snarere større, thi nu trænger det så meget mere til hendes omsorg og kærlighed. 

Således kan det vel også udvortes taget se ud til, at Gud opgiver dem, der er faldet som bytte for syndens sygdom. Og dog er Hans kærlighed til dem uendeligt meget større, end en moders kærlighed til sit barn. 

Ligesom alle Guds andre egenskaber er også Hans langmodighed uendelig. Mennesker kommer, ligesom de små kedler, hurtigt i kog over den mindste forurettelse. Således er Gud ikke. Dersom Gud var så hurtigt til vrede, ville verden forlængst have været en hob af ruiner. 

Kommer to mennesker til at elske den samme person, bliver de rivaler og er skinsyge på hinanden. således går det ikke med menneskers kærlighed til Gud. Et menneske, der elsker Gud, bliver ikke skinsyg, dersom andre også elsker Ham. Han bedrøves tværtimod, hvis de ikke også elsker Gud. Grunden til denne forskel mellem et menneskes kærlighed til et andet menneske og dets kærlighed til Gud er, at Guds kærlighed er ubegrænset. Et menneske kan ikke med samme inderlighed elske alle, der elsker Ham, thi hans evne til at elske er begrænset. Men Guds evne til at elske er ubegrænset og derfor tilstrækkelig for alle. 

Kristus vil leve i os, og vort hele liv vil derved komme til at ligne Hans. Når saltet opløses i vandet, er det, som om det forsvinder. Og dog ophører det ikke med at være til. At det stadig er i vandet, kan vi overbevise os om ved at smage derpå. Således vil også Kristus, der tager bolig i os, skønt usynlig, dog give sig til kende for andre ved den kærlighed, Han åbenbarer i os. 

"Thi Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som blev os givet". Rom 5,5.

"dagens by 25-nov-25", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Maribo

Maribos våben.pngMaribo en central by og gammel købstad midt på Lolland med 5.923 indbyggere (2014). Den er først og fremmest kendt som Domkirkebyen Maribo med sin majestætiske gamle klosterkirke, Maribo Domkirke, som vartegn. Den kendes også som digterpræsten Kaj Munks fødeby. Byen er en af de få danske købstæder, der ligger inde i landet - uden direkte sejlforbindelser til farvande og have omkring Danmark. Købstaden er omgivet af Maribosøerne, hvor der om sommeren sejler turistbåde rundt til de små øer. Fra byens station er der veteranbaneforbindelse, Museumsbanen Maribo-Bandholm, til den lille havneby Bandholm ved Smålandsfarvandet og til Nakskov og Nykøbing F med Lollandsbanen (Regionstog A/S).

Maribo bærer præg af at være en gammel by uden meget industri. I den sydlige del af centrum findes en række ældre bykvarterer med små gader og stræder. Ved domkirken findes ruiner af Skt. Birgitta Kloster fra 1416, der allerede var i forfald, da Leonora Christina boede her. I dag findes en katolsk kirke i Maria Gade. Skt. Birgitta Kirke er opført til de polske roearbejdere i 1897. Andre ældre bygningsværker er Kapellangården fra 1756 og Maribo Rådhus fra 1856  Torvet.

Maribo Kloster blev oprettet af dronning Margrethe på gården Grimstrup. Maribo by opstod ved klostret. Købstaden Maribos historie hænger derfor uløseligt sammen med Skt. Birgitta Kloster (Maribo Kloster). På det sted hvor Maribo ligger nu, lå i begyndelsen af 1400-tallet en lille landsby Skimminge. En særlig orden inden for den katolske kirke, Birgittinerordenen, udvalgte dette sted til at opføre etkloster, viet til Jomfru Maria. Klosteret, som stod færdigt i 1416, var opdelt i to adskilte fløje - én for munke og én for nonner. De to grupper mødtes i dén klosterkirke, der skulle blive til Maribo Domkirke. Klosterkirken blev opført i årene 1413-1470. Birgittinerordenen søgte nu Paven om tilladelse til at kalde stedet for Maribo, en afledning af "Marie-bo": en "religiøs bolig for den hellige jomfru". Samme år som klosteret stod færdigt, fik det og den omkringliggende bebyggelse købstadsrettigheder af Erik af Pommern, og Paven gav sit samtykke til stednavnet Maribo i 1418. Herfra begynder byens historie. I Maribos byvåben ses Den hellige Birgitta af Vadstena, der grundlagde Birgittinerordenen.

Selv med købstadsrettigheder var det svært for Maribo at udvikle sig til en egentlig handelsby, fordi byen ikke lå ved havet. Men Maribo Kloster voksede i løbet af det 15. århundrede til et af Danmarks fornemste og mest betydningsfulde klostre, ikke mindst fordi mange af dets beboere og økonomiske støtter tilhørte adelen. Birgittinerordenen var også formynder over den nærliggende Østofte Kirke, som Christoffer af Bayern havde skænket Maribo Kloster, og som paven havde bekræftet i 1453. Købstaden Maribo skulle bistå klosteret økonomisk og stille med arbejdsduelige borgere, når bygningsarbejder var påkrævet. Helt frem til Reformationen begunstigede og stadfæstede adskillige konger, paver og kardinaler Maribo Klosters privilegier ved afladsbreve til dem, der skænkede gaver til klosteret. Efterhånden begyndte andre danske klostre at søge om optagelse i ordenen som Sankt Agnete Kloster i Roskilde i 1487. Mange velhavende mænd og kvinder lod sig udnævne til "brødre og søstre udenfor" for at få del i klosterets renommé. Klosteret var i fremgang og selv ikke Reformationen i 1536 mindskede klosterets magtmæssige betydning i sammenligning med andre danske klostre.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
Når vi beder, må vi lære at fokusere mere på det, som tynger Guds hjerte, end på det, som tynger vores hjerter.
frit efter Margaret Gibb