E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
28 Feb 2013 21:31
Forfatter
Poul Lykke Nielsen

Skrevet omkring 1989.
Af PO og lærer og Poul Lykke Nielsen. 

(Som pdf-fil til udskrift  her. )

landsdelen Babel
Der skete bemærkelsesværdige ting på dalsletten Dura i landsdelen Babel. En billedstøtte skulle opstilles. Og i denne højtidelige anledning havde kong Nebukadnezar ladet repræsentanter for hele sit store rige sammenkalde. Der var masser af folk fra de forskellige stammer og tungemål, også jøder og kaldæere.

Denne forsamling fra hele den daværende verden skulle ikke blot overvære opstillingen. Nej, de skulle  deltage aktivt  i ceremonien. På kongens befaling skulle de - når de fik signal til det - falde ned og  tilbede  guldbilledstøtten. Det var formålet.

Til opnåelse heraf var der tale om et bestemt signal.

Nebukadnezar havde udtænkt, at det skulle kunne  høres af alle . Det skulle også kunne  forstås af alle  på tværs af alle sprogbarrierer. Og endelig skulle det kunne  animere alle  til at efterkomme kongens befaling. Signalet skulle altså have en høj grad af  kollektiv effekt.

Kong Nebukadnezar så kun ét middel til opfyldelse af disse krav: Musik. Han fik engageret et stort orkester: Blæseinstrumenter, strengeinstrumenter og slagtøj. Alt, hvad der kunne fremskaffes af instrumenter, tog han med. Forehavendet skulle lykkes for enhver pris. Magtens tinde var næsten nået. Snart skulle han tilbedes af alle folk, stammer og tungemål!

Musik og tilbedelse
De færreste gør sig nok tanker om, at disse to begreber har med hinanden at gøre. Sandheden er dog, at de ikke kan skilles ad. Vi kristne skulle vide det - om nogen. Vi skulle kende sammenhængen fra vor lovprisning af Gud. Al vor sang og musik, ja, hele vort liv, skulle dreje sig om dette ene: "Af Guds nåde, til Guds ære". Tør vi lade os ransage af Guds ord på dette punkt? Er det med oprigtigt hjerte, at vi synger:

"Jeg ønsker ej andet at være
end levende lovsang for Gud?"

Er vi mon for alvor klar over, at der findes en anden tilbedelse end tilbedelsen af Gud - og tager vi konsekvensen af denne viden?

Musik og Mammon 
Nebukadnezar er død. Noget i de bibelske beretninger antyder, at Gud fik lov at redde ham; men på dalsletten Dura var han fjernt fra Gud.

Mange herskere i dag går i Nebukadnezars fodspor. De forstår at drage nytte af musikkens åben-lyse fordele i deres magtspil. Musik er en politisk faktor.

Men overse ikke, at kristnes kamp dybest set aldrig er mod kød og blod, men mod Guds modstander, som blot bruger magtbegærets kanaler - til at skaffe sig tilbedere. Han leder til afgudsdyrkelse! Til tilbedelse af det synlige, af Mammon. Dertil er musik et velegnet redskab. Satan tager af det, der skulle være til Guds ære - for at bruge det til sin egen - tyv, som han er!

Endetiden 
Daniels bog er eskatologisk, en bog om endetiden. Blandt Bibelens bøger - bortset fra Åbenbaringsbogen - behandler den nok mest intenst spørgsmålet om et menneskes tilbedelse.

Vi, som lever i endetiden, og som kender de hellige skrifter, vi ser altså, typologisk, hvad der skal ske. Vi ser sammenhængen mellem magt, musik og tilbedelse. Vi ser, at Gud er skubbet til side, og vi husker pludselig israelitternes dans om guldkalven.

Endetiden er den tid, hvor denne verdens fyrste tror, at magtens tinde er inden for rækkevidde, og at han snart skal tilbedes af hele verden. Derfor må "et stort orkester" til. Signalet til at falde ned og tilbede Antikrist skal være effektivt.

Verdenstrommer
I dag sker der bemærkelsesværdige ting. Ikke kun i landsdelen Babel, men i hele verdensdele, ja, globalt. Der tales blandt musikfolk om  verdensmusik og verdenstrommer . Det sidste af disse udtryk udlægges som "den magiske puls, der styrer os alle og hele verden. Pulsen, der bliver lydliggjort. Pulsen, der er liv og derfor uudslukkelig".

Den slags tale er klar.
For her genkender vi Nebukadnezars "musikalske" strategi:

1. Musik, der kan høres af alle.
Vi ved, at det i dag er få og store  koncerner , der styrer tidens musikindustri (f.eks. Motown). Dermed styres menneskehedens musikbehov - og forbrug. Vi ved, at  massemedierne (herunder satellitter) kan nå det meste af kloden simultant. Vi ved, at der er modtagere over det meste af verden.

2. Musik, der forstås af alle.
Det musiksignal, der afsendes, må være entydigt og må ramme en modtager, alle har. Så er der basis for forståelse.

Det internationale element i musikken er ikke melodi og harmoni, men  rytme . Rytmen er musikkens puls. Menneskene har (endnu ikke) samme sprog; men alle har en  krop . Kroppen har rytme, nemlig gennem den regelmæssige puls.

Pulsen er altså nøglen , styremekanismen. Den er, hvad alle forstår - uden intellektuel bearbejdelse.

3. Musik, der animerer alle.
Her er et  medrivende  element nødvendigt. Noget lystbetonet. Noget, der frigør energi. Det gør "swing". Swing er egentlig et karakteristisk element i jazz´en, hvor det er et resultat af en kollektivrytme.

Den  globale  rytmiske musik - verdenstrommer - er en  kollektivrytme ! Denne kollektive rytme er yderst velegnet til  kollektiv tilbedelse , hvad der f.eks. tydeligt ses i rockmusikkens templer.

Hvad sker?
Ikke så få musikskribenter i de senere år - f.eks. Per Warming med bogen "Folkelig musik, der swinger" (1988) - har beskrevet, hvad der sker. En ny kultur skyder frem. Peter Bastian taler i sin bog "Ind i musikken" om et paradigmeskifte - "en fremmed ånd" - og han oplever den selv.

Mange ønsker, at vor kultur, som kristendommen gennem århundreder har sat sit præg på, skal swinge med. Man arbejder derfor på, at Brorson, men ikke mindst Grundtvig,  musikalsk (ind imellem også tekstligt) omtolkes - på jazz´ens og dens rytmiske afkoms præmisser, naturligvis. Og ve dem, der ikke vil med i "swinget"! De kritiseres både udenfor og indenfor egne rækker.

Vor stilling
Men skal kristendommen  swinge med ? Har vi lod og del i "den magiske puls"? Skal vi lade os styre af den?

På dalsletten Dura bemærkede man nogle få, som ikke adlød Nebukadnezars orkestersignal. Det var  Daniels venner . Over dem harmedes nogle kaldæiske mænd og førte klage mod dem - under trusler på livet.

Modigt stod de frem, afgjorte som de var i deres Gudsforhold: "Guldbilledstøtten, som du har ladet opstille, tilbeder vi ikke!"

Ligner vi Daniels venner?

Det ægte og det falske
Satan ved, at alle kristne udgør Kristi legeme på jord. Han hader dette legeme. Han vil det til livs, som han vil Kristus selv til livs - og sandheden!

Satan vil have al magt. Derfor danner han i sin magtsyge et falskt legeme af sine. Et attraktivt legeme. Et legeme med "liv og glade dage", som musik jo ofte indikerer. "Fed musik", musik, som  de fleste  synes om, swingende kropsmusik. Festligt, folkeligt og fornøjeligt. Den lydliggjorte puls!

Satan efterligner pulsen, dvs, søger at lydliggøre liv!

Dog - uden kærlighed bliver der kun en rungen af metal, larm og tomhed. Og spilles musikken indsmigrende og sentimentalt (som i New Age musik), så bliver det dog stadig metallisk kling-klang. Men pulsen er  magisk , hed det. Jo, for Satan kan ikke give liv, kun øve magi. Og magi er trolddom. Hans "legeme" er falskt.

Verdenstrommer  er en del af hans forførende kunster, som han udøver for at "føre endog de udvalgte vild" - til  tilbedelse  af sig!

Endetiden er den kollektive forførelses tid. Mon Menneskesønnen, når han kommer, vil finde nogle af "Daniels venner" på jorden?
"dagens by 25-nov-25", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Maribo

Maribos våben.pngMaribo en central by og gammel købstad midt på Lolland med 5.923 indbyggere (2014). Den er først og fremmest kendt som Domkirkebyen Maribo med sin majestætiske gamle klosterkirke, Maribo Domkirke, som vartegn. Den kendes også som digterpræsten Kaj Munks fødeby. Byen er en af de få danske købstæder, der ligger inde i landet - uden direkte sejlforbindelser til farvande og have omkring Danmark. Købstaden er omgivet af Maribosøerne, hvor der om sommeren sejler turistbåde rundt til de små øer. Fra byens station er der veteranbaneforbindelse, Museumsbanen Maribo-Bandholm, til den lille havneby Bandholm ved Smålandsfarvandet og til Nakskov og Nykøbing F med Lollandsbanen (Regionstog A/S).

Maribo bærer præg af at være en gammel by uden meget industri. I den sydlige del af centrum findes en række ældre bykvarterer med små gader og stræder. Ved domkirken findes ruiner af Skt. Birgitta Kloster fra 1416, der allerede var i forfald, da Leonora Christina boede her. I dag findes en katolsk kirke i Maria Gade. Skt. Birgitta Kirke er opført til de polske roearbejdere i 1897. Andre ældre bygningsværker er Kapellangården fra 1756 og Maribo Rådhus fra 1856  Torvet.

Maribo Kloster blev oprettet af dronning Margrethe på gården Grimstrup. Maribo by opstod ved klostret. Købstaden Maribos historie hænger derfor uløseligt sammen med Skt. Birgitta Kloster (Maribo Kloster). På det sted hvor Maribo ligger nu, lå i begyndelsen af 1400-tallet en lille landsby Skimminge. En særlig orden inden for den katolske kirke, Birgittinerordenen, udvalgte dette sted til at opføre etkloster, viet til Jomfru Maria. Klosteret, som stod færdigt i 1416, var opdelt i to adskilte fløje - én for munke og én for nonner. De to grupper mødtes i dén klosterkirke, der skulle blive til Maribo Domkirke. Klosterkirken blev opført i årene 1413-1470. Birgittinerordenen søgte nu Paven om tilladelse til at kalde stedet for Maribo, en afledning af "Marie-bo": en "religiøs bolig for den hellige jomfru". Samme år som klosteret stod færdigt, fik det og den omkringliggende bebyggelse købstadsrettigheder af Erik af Pommern, og Paven gav sit samtykke til stednavnet Maribo i 1418. Herfra begynder byens historie. I Maribos byvåben ses Den hellige Birgitta af Vadstena, der grundlagde Birgittinerordenen.

Selv med købstadsrettigheder var det svært for Maribo at udvikle sig til en egentlig handelsby, fordi byen ikke lå ved havet. Men Maribo Kloster voksede i løbet af det 15. århundrede til et af Danmarks fornemste og mest betydningsfulde klostre, ikke mindst fordi mange af dets beboere og økonomiske støtter tilhørte adelen. Birgittinerordenen var også formynder over den nærliggende Østofte Kirke, som Christoffer af Bayern havde skænket Maribo Kloster, og som paven havde bekræftet i 1453. Købstaden Maribo skulle bistå klosteret økonomisk og stille med arbejdsduelige borgere, når bygningsarbejder var påkrævet. Helt frem til Reformationen begunstigede og stadfæstede adskillige konger, paver og kardinaler Maribo Klosters privilegier ved afladsbreve til dem, der skænkede gaver til klosteret. Efterhånden begyndte andre danske klostre at søge om optagelse i ordenen som Sankt Agnete Kloster i Roskilde i 1487. Mange velhavende mænd og kvinder lod sig udnævne til "brødre og søstre udenfor" for at få del i klosterets renommé. Klosteret var i fremgang og selv ikke Reformationen i 1536 mindskede klosterets magtmæssige betydning i sammenligning med andre danske klostre.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
Det er nødvendigt at ruske op i sit hjerte for at bede. For ellers vil hjertet langsomt sygne hen.
frit efter Johannes af Kronstadt