E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
31 Oct 2017 21:45
Forfatter
Thomas Teglgaard

Nåde og fred - det er Guds mål med os mennesker. 
    Han ønsker at tilgive os vores synder, sådan at det brudte forhold imellem os og ham bliver helet. Han elsker os, og kærligheden er nu engang sådan indrettet, at elsker man nogen, vil man også gerne være sammen med dem. Desværre har syndefaldet gjort os urene, så vi ville gå til grunde, såfremt han alligevel insisterede. Han kunne jo ikke sige: "Elsker jer, I skal have en krammer!" for ønsker man at kramme den elskede ihjel? 
    Så gjorde han det vidunderlige: Han blev menneske. Han, som var med, dengang himlen og jorden blev skabt, blev et foster, et spædbarn, en lille dreng, en mand. Han blev et menneske som os. Men mere end det: Han gav sig selv hen for os, ja, han, som selv er liv, gav sit liv, han gjorde det nødvendige, for at vi igen kunne være sammen. 
    Det er målet: nåde og fred - nu og i al evighed. 
    Nåde: At vi har hans yndest, dvs. hans velbehag. Fred: At alt er, som det skal være, imellem os. 
    Ved troen på Jesus har vi nåde og fred. Alt er i den skønneste orden. Det ser muligvis ikke altid ud, eftersom verden er et farligt sted at opholde sig, men hvor Guds nåde er, er Guds fred også. 
    Guds mål med dig er altså ikke, at du skal blive rig og berømt, eller at du skal nå at opleve det ene eller det andet. Det er heller ikke nødvendigvis, at du skal være rask og glad her i verden, eller at verden skal hylde dig som megastjerne, eller bare at dine venner ser op til dig. Det betyder ikke, at du ikke også kan opnå noget af alt dette, men noget mål for dig er det ikke. I hvert fald ikke hvis det står til Gud. Hans mål med dig er dette: nåde og fred. 
    Gud ønsker, at du skal nå sikkert frem til målet: at være sammen med ham i hans evige rige. At du skal opleve nåde og fred helt fysisk. At du skal se ham, som han er, og fryde dig over ham, juble over at være hans skabning, undres over at være så rig, så smuk, så god, så fuldstændig funklende som ham selv. 

Er prisen fattigdom, skænker han dig gerne fattigdom her i tiden. 
Er prisen sygdom, skænker han dig gerne sygdom her i tiden. 
Er prisen forfølgelse, latterliggørelse, foragt, ja, så skænker han dig gerne alt dette her i tiden. 

Det betyder ikke, at Gud ikke under os rigdom eller berømmelse eller sundhed eller glæde. Og det betyder heller ikke, at fordi det går en dårligt her i livet, så er det, fordi Gud er nødt til at tage så meget skrappere midler i brug, eftersom den, der er syg, fattig og forfulgt, er særlig genstridig. Men det betyder, at intet af det onde, et Guds barn møder her i verden, ikke er "godkendt" af Gud, der har det overordnede mål at frelse så mange mennesker, som ønsker at lade sig frelse. 
    Betyder det så, at man som kristen lige så godt kan lære lektien med det samme og derfor være trist og pessimistisk og det, der er værre? Nej, overhovedet ikke! Tværtimod! Gud ønsker, at vi skal være glade og frimodige mennesker; han ønsker, at vi skal have et godt liv her på jorden. Men mere end noget andet ønsker han, at vi skal nå målet - nåde og fred nu og i al evighed. Han ønsker for os, at vi skal have vores glæde og rigdom i ham. Han ønsker for os, at vi ikke søger selv at blive berømte, men at vi ønsker at berømme ham, som har skabt alting, og som hele verden snart vil bøje knæ for. Han indbyder os til at se verden i det evige perspektiv: At jorden går under; den brænder op. Men græde over jordens undergang er der ingen grund til. For når det sker, er det for altid slut med alt ondt. Gud gør alting nyt, og ingen vil længere huske på, hvordan det var engang. 

Guds mål med dig her i verden er altså, at du skal være en glad og frimodig kristen, som glæder sig over livet, og samtidig længes efter den Jesus, som snart kommer igen og genopretter skaberværket. Han ønsker, at du skal blive bevaret i troen på ham, og han sender dig som vidne i den verden, som ellers helst er fri for at blive mindet om sit ophav. 
    At blive bevaret i troen på ham er langtfra nogen selvfølge. Mange er faldet fra troen, og alle kristne lever med den fare. Djævelen forsøger utrætteligt at trække os bort fra Jesus, og alt for ofte lykkes det for ham. Det sker ikke sådan, at man pludselig vågner op en morgen og tænker: Ej, gider ikke alligevel, glemt det, Jesus! Nej, vi har tidligere set på nogle af den ondes strategier, som især er fristelser til synd og bagatellisering af syndens konsekvenser og manglende tro på Gud: "Mon Gud har sagt ... ?" Det sidste siger han selvfølgelig ikke sådan, i stedet følger han tidens trend og hvisker: "Jo, ork jo, det står da i Bibelen, så selvfølgelig er det sandt, men Bibelen skal jo tolkes, du ved, og hvem siger, at den ene tolkning er mere rigtig end den anden?" 
Men lad dette stå tindrende klart: Guds ord kan ikke gradbøjes, ikke tolkes efter forgodtbefindende. De enkelte skriftsteder skal læses i lyset af de øvrige skriftsteder, de må aldrig spilles ud imod hinanden. 
    En nøgle til forståelse af Bibelen er det, som kaldes lov og evangelium. Lad os som noget af det sidste her i bogen se lidt nærmere på disse begreber. 

Lov og evangelium 

Man kan blive ret forvirret ved at læse i Bibelen - indtil Helligånden gør de mange bogstaver levende og forvandler de enkelte ord til Ordet. 
    Det ene sted læser man, at man ikke må gøre det ene, det andet at man så absolut skal gøre det andet. Tænk bare på de ti bud. Eller det med at du skal elske din næste som dig selv. Gud truer med straf og undergang, hvis du er ulydig. 
    Samtidig lyder der helt andre toner.Vi kan læse, at Jesus skænker os alt. Ufortjent ejer vi syndernes forladelse og det evige liv. Man skal intet som helst gøre for at blive frelst, tværtimod, forsøger man på det, står man kun i vejen for Gud. Det er blot at tage imod i tro, og selv troen skal man ikke præstere, også den er en Guds gave.     
    Hvad er rigtigt? Skal vi gøre noget, eller skal vi ikke? 

For at forstå det her må vi tilbage til begyndelsen. Gud skabte alting, også mennesket. Han skabte alting godt, men mennesket valgte sine egne veje, fristet som Adam og Eva var af slangen, og siden da har hele menneskeslægten lidt under syndens forbandelse. 
    Imidlertid består en stor del af forbandelsen i, at vi ikke ser tingene klart. Hvor galt det er fat med os, aner vi kun i glimt - og kun når Gud viser os det. Derfor gav han os loven: For at vi skulle indse, at vi ikke kan leve op til Guds standard. For at vi skulle indse, at det er ude med os, hvis det stod til os selv. 
    Loven også har andre funktioner, men dem må du læse om i tykkere bøger end denne. Lovens hovedfunktion er dog fuldstændig klar: at overbevise os om synd. At få os til at indse, at vi over for Gud er fortabte. 
    Dermed er vejen banet for, at Gud kan vise os vores eneste redningsmulighed. Kun den, der er ved at drukne, interesserer sig nemlig for, om der er en redningsvest i nærheden. Og kun den, der kender Guds dom, ser sig desperat om efter en advokat, der kan føre ens sag. 
    Jesus er denne advokat,ja, mere end det. Han er gået ind i retssalen, han har stillet sig op foran dommeren og sagt: "Det er mig, der har gjort det alt sammen. Straf mig!" 
    Den druknende, der desperat ser sig om efter en redningsvest. Den anklagede, der ser sig om efter en advokat. Håbløst fortabt - og så kommer der en og redder den fortabte. 
    Loven er altså Guds krav til os, og hver gang vi læser om noget, vi skal eller ikke må, så er det loven. Formålet med loven er at få os til at indse, hvor håbløst det er fat med os, så vi ser os om efter et eller andet eller en eller anden, der kan redde os. Evangeliet om Jesus er evangeliet om ham, der frelser os. Han har betalt for vores synder, forligt os med Gud, han har ført vores sag over for den store dommer.Vi kan og skal intet gøre, Jesus har gjort alt. 
    Altså: Hvis du tror på Jesus, er det kun ham, der gælder i forholdet til Gud. Der er intet krav tilbage om at opfylde loven. Der er kun Jesus. 

Noget andet er så, at i forhold til dine medmen­nesker er loven en glimrende vejledning i det, der nu gælder for dig: kærlighedens gerninger. Her er der ikke noget evangelium, kun kærlighedens lov. Du skal elske din næste osv. 

Men over for Gud - tilgiv mig, at jeg gentager det, jeg gør det lige så meget for min egen skyld - over for Gud gælder kun Kristus. Ved troen på ham har vi fred med Gud.

 

(Kapitel fra "Konfirmandbogen" af Thomas Teglgaard - Lohses Forlag 2011)

Bogen er udkommet - febr.2011 - Besøg bogens hjemmeside.

"dagens by 25-nov-25", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Maribo

Maribos våben.pngMaribo en central by og gammel købstad midt på Lolland med 5.923 indbyggere (2014). Den er først og fremmest kendt som Domkirkebyen Maribo med sin majestætiske gamle klosterkirke, Maribo Domkirke, som vartegn. Den kendes også som digterpræsten Kaj Munks fødeby. Byen er en af de få danske købstæder, der ligger inde i landet - uden direkte sejlforbindelser til farvande og have omkring Danmark. Købstaden er omgivet af Maribosøerne, hvor der om sommeren sejler turistbåde rundt til de små øer. Fra byens station er der veteranbaneforbindelse, Museumsbanen Maribo-Bandholm, til den lille havneby Bandholm ved Smålandsfarvandet og til Nakskov og Nykøbing F med Lollandsbanen (Regionstog A/S).

Maribo bærer præg af at være en gammel by uden meget industri. I den sydlige del af centrum findes en række ældre bykvarterer med små gader og stræder. Ved domkirken findes ruiner af Skt. Birgitta Kloster fra 1416, der allerede var i forfald, da Leonora Christina boede her. I dag findes en katolsk kirke i Maria Gade. Skt. Birgitta Kirke er opført til de polske roearbejdere i 1897. Andre ældre bygningsværker er Kapellangården fra 1756 og Maribo Rådhus fra 1856  Torvet.

Maribo Kloster blev oprettet af dronning Margrethe på gården Grimstrup. Maribo by opstod ved klostret. Købstaden Maribos historie hænger derfor uløseligt sammen med Skt. Birgitta Kloster (Maribo Kloster). På det sted hvor Maribo ligger nu, lå i begyndelsen af 1400-tallet en lille landsby Skimminge. En særlig orden inden for den katolske kirke, Birgittinerordenen, udvalgte dette sted til at opføre etkloster, viet til Jomfru Maria. Klosteret, som stod færdigt i 1416, var opdelt i to adskilte fløje - én for munke og én for nonner. De to grupper mødtes i dén klosterkirke, der skulle blive til Maribo Domkirke. Klosterkirken blev opført i årene 1413-1470. Birgittinerordenen søgte nu Paven om tilladelse til at kalde stedet for Maribo, en afledning af "Marie-bo": en "religiøs bolig for den hellige jomfru". Samme år som klosteret stod færdigt, fik det og den omkringliggende bebyggelse købstadsrettigheder af Erik af Pommern, og Paven gav sit samtykke til stednavnet Maribo i 1418. Herfra begynder byens historie. I Maribos byvåben ses Den hellige Birgitta af Vadstena, der grundlagde Birgittinerordenen.

Selv med købstadsrettigheder var det svært for Maribo at udvikle sig til en egentlig handelsby, fordi byen ikke lå ved havet. Men Maribo Kloster voksede i løbet af det 15. århundrede til et af Danmarks fornemste og mest betydningsfulde klostre, ikke mindst fordi mange af dets beboere og økonomiske støtter tilhørte adelen. Birgittinerordenen var også formynder over den nærliggende Østofte Kirke, som Christoffer af Bayern havde skænket Maribo Kloster, og som paven havde bekræftet i 1453. Købstaden Maribo skulle bistå klosteret økonomisk og stille med arbejdsduelige borgere, når bygningsarbejder var påkrævet. Helt frem til Reformationen begunstigede og stadfæstede adskillige konger, paver og kardinaler Maribo Klosters privilegier ved afladsbreve til dem, der skænkede gaver til klosteret. Efterhånden begyndte andre danske klostre at søge om optagelse i ordenen som Sankt Agnete Kloster i Roskilde i 1487. Mange velhavende mænd og kvinder lod sig udnævne til "brødre og søstre udenfor" for at få del i klosterets renommé. Klosteret var i fremgang og selv ikke Reformationen i 1536 mindskede klosterets magtmæssige betydning i sammenligning med andre danske klostre.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
Brug aldrig bønnen som en salve for samvittigheden, når Gud kalder dig til at handle.
frit efter Oswald Chambers