Jeg så en vej 

af Frank Mangs

Det skete meget tidlig en morgen for nogle år siden. Uden at tænde lyset, trak jeg rullegardinet op og satte mig ved skrivebordet. Udenfor var der gråt. Egentlig tænkte jeg ikke på noget. Jeg var der bare, og lyttede til den stille lyd af bønnen fra mit inderste. 

EN VEJ
Da skete det. Pludselig så mit indre øje en vej. Ikke en hovedvej og heller ikke en sti. Det var nærmere noget, der lignede en promenadevej på nogle få meters bredde. 

Nej, det var ikke et åndeligt syn. Jeg var ikke i trance eller henrykkelse, men fuldstændig vågen. Og jeg så endda vejen så tydelig og klar, at jeg når som helst kan se hele billedet for mig igen. Jeg ser det netop nu. 

Jeg så, at vejen begyndte ved en smal port, og vidste, at den endte i herlighedens verden. Men jeg så intet af målet. Jeg så kun porten og begyndelsen af vejen. 

Og langs min væg var der en lysstråle, som så ud til at komme fra en endeløs lyskilde, jeg aldrig før havde opdaget. På begge sider af væggen var der kulsort. 

Vejen havde ingen grøfter og intet hegn. Men grænsen bestod af det konturløse område, der opstod hvor lyset og mørket mødtes. Grænsen var sløret. 

Jeg så mennesker, som gik på vejen. Både mænd og kvinder, unge og gamle. De gik ikke i grupper. De gik ikke to og to ved siden af hinanden. Alle gik en og en. Og det var fordi, at den Herre, som havde ledt dem ind på vejen, havde sagt: Om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham og han med mig. 

Nogen ! Jeg med ham og han med mig. Det betyder, at der i Kristi sande efterfølgeres inderste findes et rum, som er reserveret til ham. Og der kan ingen anden virke eller komme ind. 

De der mennesker var klædt i hvide klæder. Blændende hvide klæder, som hele tiden blev holdt rene. Ikke fordi de bad om det og hungrede efter øjeblikkelig renhed, men fordi de vandrede midt på vejen. Lige i strålen af det overnaturlige lys. Rensningen af Jesu blod var en konstant fortsat proces. 

Og jeg så deres ansigter. Der var også lys over dem. Mange af dem var mærket af både alder, sorg og sygdom. Lyset var en genspejling af det indre lys og en udstråling af det lys de havde inden i sig. 

VED PORTEN
Jeg havde gerne villet følge disse menneskers vandring med mine øjne helt hjem. Men jeg kunne ikke. Jeg var tvunget til at vende blikket mod vejens begyndelse og den smalle port. Og der så jeg en stor gruppe, som var standset. De var standset allerede inden de gik gennem porten og var kommet ud på vejen. Og det mærkelige var, at mange af dem så glade ud. De var glade, fordi de troede, de var på vejen. Selvom de aldrig var gået ind gennem den sande omvendelsens smalle port. 

Og måske var det værste, at midt iblandt dem var der skikkelser i præstekjoler og præstedragter og evangelist - munderinger. Nej, det værste var, at jeg så skyggen af mit eget billede i den gruppe. Måske har vi snydt os selv, vi som er kaldede til at være livets forkyndere. Vi er jo kaldede til at være levende organer for livet fra Gud. Vi er blevet religiøse snakke-chatoller i stedet for at være fungerende organer for livet. 

Vi har garanteret mennesker deres salighed, fordi de engang er blevet døbt til Kristus. Vi har garanteret, at søgende sjæle er født af Ånden, når de bare er blevet født af menneskelig påvirkning. Vi har sagt, at de er Guds børn, kun fordi de er flinke rare mennesker. Vi er blevet religiøse kvaksalvere, som for tidlig indprenter åndeligt søgende, at de er født af Gud. Når bare de er vakt. Og vi har derigennem netop afbrudt den åndelige fødselsproces. 

Resultatet er, at der i dag findes masser af mennesker, som tror de er på vej til himlen, uden at de faktisk er det. 

Men Jesus sagde jo, at sådan ville det blive ved slutningen af denne tidsalder. Da bliver det med himmeriget, som med de ti jomfruer, der gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var uforstående. De tog ingen olie med sig. 

Ingen olie. Ingen Ånd ! Derved intet fungerende åndsliv. Kun formerne. Navnet og bekendelsen. Og de troede, at det var nok. 

Men jeg så meget mere. Jeg så mennesker, som var gået ind gennem porten, havde oplevet den nye fødsels under og var kommet ind på vejen, men som så gjorde vejen til noget andet end det, den var ment til at være. 

De var stoppet op og havde gjort vejen til en rasteplads i stedet for at lade det være en færdselsvej. De var stoppet op ikke i alder og tid. Men de var stoppet op i åndelig udvikling og vækst. De var stoppet op og levede på minderne og faldt i søvn. Alle havde de glemt de paulinske ord : Dog så langt vi er kommet, da lad os vandre videre på samme vej. 

Og de havde været døve og blinde for den store apostles vidnesbyrd om sit åndelige syn på sig selv 

Det er for Jesu Kristi skyld, at jeg har tabt alt og regner det for afskrevet, for at jeg kan vinde Kristus. Dog vil jeg lære at kende ham og hans opstandelses kraft og blive delagtiggjort i hans lidelser. Ikke som om jeg allerede har vundet det, eller allerede er blevet fuldkommen, men jeg stræber efter at vinde det, eftersom jeg selv er vundet af Jesus Kristus. 

Han som er blevet grebet af Kristus vender ryggen til både fremgang og tidligere hellige erfaringer og jager fremad for på et højere stadie, at lære og kende Kristus i kraften af hans opstandelse. Og hemmeligheden bag denne hellige passion var ikke bare, at han engang var blevet grebet af Kristus, men at den levende Kristus fik lov at beholde grebet om ham. Netop der hvor grebet løsnes, der tager man det med ro. Man sover og drømmer livlige drømme. Religiøse drømme om store ting. 

Hvor Paulus var præget af den åndelige fattigdom er disse mennesker præget af den laodikænske og farisæiske tanke: Vi er rige ! Vi mangler intet ! 

TRAK SIG VÆK
Men jeg så mere. Jeg så mennesker, som trak sig væk fra det overnaturlige lys, der skinnede over min vej. De havde trukket sig ind i det grålige, der fandtes på begge sider af vejen. Det grålige, hvor både synet af synden og saligheden var dunkelt. Alt var tåget og gråt og uvirkeligt. Og den grå uvirkelighed gjorde at det, der var en total umulighed på vejens midte, nu blev en naturlig ledsager for sjælen, ordene og handlingerne. 

Og hvor underlig det end lyder, så blev de ting, som fandtes i mørket ved siden af vejen, målet for deres interesse. Lige som Guds gamle Israel under ørkenvandringen, længtes de efter Ægyptens kødgryder, som de engang havde forladt.. Længslen forblev ikke bare som en vis interesse. Længslen førte til attrå. En hunger, der fangede deres tanker og følelser. Lagde beslag på deres drømme og fantasier. Og gjorde at de i virkeligheden befandt sig ved siden af vejen, selvom de faktisk endnu var på vejen. 

Så skete det uhyggelige. Lige så stille som skygger, gled de væk fra den vej, som mangler både hegn og grøfter. Væk fra den vej, som de engang under tårer og bønner var søgt ind på. Væk fra lyset og ind i mørket. Væk fra livet og ind i døden. Væk fra det levende håb, og ind i håbløsheden. En håbløshed, som de ikke kendte. Som var de døde. De havde mistet evnen til at opleve en åndelig krise. 

Efter at jeg havde set alt dette, gled jeg stille ned på knæ og brast i gråd. Jeg ønskede, at jeg var et halvt århundrede yngre end jeg var. Og havde haft mulighed for, at satse mit yderste for, at Guds Helligånd kunne få frihed til at bruge mig på et bedre sted, end hvad han kunne nu.