E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
24 Sep 2017 00:12
Forfatter
Frank Mangs

Jeg så en vej 

af Frank Mangs

Det skete meget tidlig en morgen for nogle år siden. Uden at tænde lyset, trak jeg rullegardinet op og satte mig ved skrivebordet. Udenfor var der gråt. Egentlig tænkte jeg ikke på noget. Jeg var der bare, og lyttede til den stille lyd af bønnen fra mit inderste. 

EN VEJ
Da skete det. Pludselig så mit indre øje en vej. Ikke en hovedvej og heller ikke en sti. Det var nærmere noget, der lignede en promenadevej på nogle få meters bredde. 

Nej, det var ikke et åndeligt syn. Jeg var ikke i trance eller henrykkelse, men fuldstændig vågen. Og jeg så endda vejen så tydelig og klar, at jeg når som helst kan se hele billedet for mig igen. Jeg ser det netop nu. 

Jeg så, at vejen begyndte ved en smal port, og vidste, at den endte i herlighedens verden. Men jeg så intet af målet. Jeg så kun porten og begyndelsen af vejen. 

Og langs min væg var der en lysstråle, som så ud til at komme fra en endeløs lyskilde, jeg aldrig før havde opdaget. På begge sider af væggen var der kulsort. 

Vejen havde ingen grøfter og intet hegn. Men grænsen bestod af det konturløse område, der opstod hvor lyset og mørket mødtes. Grænsen var sløret. 

Jeg så mennesker, som gik på vejen. Både mænd og kvinder, unge og gamle. De gik ikke i grupper. De gik ikke to og to ved siden af hinanden. Alle gik en og en. Og det var fordi, at den Herre, som havde ledt dem ind på vejen, havde sagt: Om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham og han med mig. 

Nogen ! Jeg med ham og han med mig. Det betyder, at der i Kristi sande efterfølgeres inderste findes et rum, som er reserveret til ham. Og der kan ingen anden virke eller komme ind. 

De der mennesker var klædt i hvide klæder. Blændende hvide klæder, som hele tiden blev holdt rene. Ikke fordi de bad om det og hungrede efter øjeblikkelig renhed, men fordi de vandrede midt på vejen. Lige i strålen af det overnaturlige lys. Rensningen af Jesu blod var en konstant fortsat proces. 

Og jeg så deres ansigter. Der var også lys over dem. Mange af dem var mærket af både alder, sorg og sygdom. Lyset var en genspejling af det indre lys og en udstråling af det lys de havde inden i sig. 

VED PORTEN
Jeg havde gerne villet følge disse menneskers vandring med mine øjne helt hjem. Men jeg kunne ikke. Jeg var tvunget til at vende blikket mod vejens begyndelse og den smalle port. Og der så jeg en stor gruppe, som var standset. De var standset allerede inden de gik gennem porten og var kommet ud på vejen. Og det mærkelige var, at mange af dem så glade ud. De var glade, fordi de troede, de var på vejen. Selvom de aldrig var gået ind gennem den sande omvendelsens smalle port. 

Og måske var det værste, at midt iblandt dem var der skikkelser i præstekjoler og præstedragter og evangelist - munderinger. Nej, det værste var, at jeg så skyggen af mit eget billede i den gruppe. Måske har vi snydt os selv, vi som er kaldede til at være livets forkyndere. Vi er jo kaldede til at være levende organer for livet fra Gud. Vi er blevet religiøse snakke-chatoller i stedet for at være fungerende organer for livet. 

Vi har garanteret mennesker deres salighed, fordi de engang er blevet døbt til Kristus. Vi har garanteret, at søgende sjæle er født af Ånden, når de bare er blevet født af menneskelig påvirkning. Vi har sagt, at de er Guds børn, kun fordi de er flinke rare mennesker. Vi er blevet religiøse kvaksalvere, som for tidlig indprenter åndeligt søgende, at de er født af Gud. Når bare de er vakt. Og vi har derigennem netop afbrudt den åndelige fødselsproces. 

Resultatet er, at der i dag findes masser af mennesker, som tror de er på vej til himlen, uden at de faktisk er det. 

Men Jesus sagde jo, at sådan ville det blive ved slutningen af denne tidsalder. Da bliver det med himmeriget, som med de ti jomfruer, der gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var uforstående. De tog ingen olie med sig. 

Ingen olie. Ingen Ånd ! Derved intet fungerende åndsliv. Kun formerne. Navnet og bekendelsen. Og de troede, at det var nok. 

Men jeg så meget mere. Jeg så mennesker, som var gået ind gennem porten, havde oplevet den nye fødsels under og var kommet ind på vejen, men som så gjorde vejen til noget andet end det, den var ment til at være. 

De var stoppet op og havde gjort vejen til en rasteplads i stedet for at lade det være en færdselsvej. De var stoppet op ikke i alder og tid. Men de var stoppet op i åndelig udvikling og vækst. De var stoppet op og levede på minderne og faldt i søvn. Alle havde de glemt de paulinske ord : Dog så langt vi er kommet, da lad os vandre videre på samme vej. 

Og de havde været døve og blinde for den store apostles vidnesbyrd om sit åndelige syn på sig selv 

Det er for Jesu Kristi skyld, at jeg har tabt alt og regner det for afskrevet, for at jeg kan vinde Kristus. Dog vil jeg lære at kende ham og hans opstandelses kraft og blive delagtiggjort i hans lidelser. Ikke som om jeg allerede har vundet det, eller allerede er blevet fuldkommen, men jeg stræber efter at vinde det, eftersom jeg selv er vundet af Jesus Kristus. 

Han som er blevet grebet af Kristus vender ryggen til både fremgang og tidligere hellige erfaringer og jager fremad for på et højere stadie, at lære og kende Kristus i kraften af hans opstandelse. Og hemmeligheden bag denne hellige passion var ikke bare, at han engang var blevet grebet af Kristus, men at den levende Kristus fik lov at beholde grebet om ham. Netop der hvor grebet løsnes, der tager man det med ro. Man sover og drømmer livlige drømme. Religiøse drømme om store ting. 

Hvor Paulus var præget af den åndelige fattigdom er disse mennesker præget af den laodikænske og farisæiske tanke: Vi er rige ! Vi mangler intet ! 

TRAK SIG VÆK
Men jeg så mere. Jeg så mennesker, som trak sig væk fra det overnaturlige lys, der skinnede over min vej. De havde trukket sig ind i det grålige, der fandtes på begge sider af vejen. Det grålige, hvor både synet af synden og saligheden var dunkelt. Alt var tåget og gråt og uvirkeligt. Og den grå uvirkelighed gjorde at det, der var en total umulighed på vejens midte, nu blev en naturlig ledsager for sjælen, ordene og handlingerne. 

Og hvor underlig det end lyder, så blev de ting, som fandtes i mørket ved siden af vejen, målet for deres interesse. Lige som Guds gamle Israel under ørkenvandringen, længtes de efter Ægyptens kødgryder, som de engang havde forladt.. Længslen forblev ikke bare som en vis interesse. Længslen førte til attrå. En hunger, der fangede deres tanker og følelser. Lagde beslag på deres drømme og fantasier. Og gjorde at de i virkeligheden befandt sig ved siden af vejen, selvom de faktisk endnu var på vejen. 

Så skete det uhyggelige. Lige så stille som skygger, gled de væk fra den vej, som mangler både hegn og grøfter. Væk fra den vej, som de engang under tårer og bønner var søgt ind på. Væk fra lyset og ind i mørket. Væk fra livet og ind i døden. Væk fra det levende håb, og ind i håbløsheden. En håbløshed, som de ikke kendte. Som var de døde. De havde mistet evnen til at opleve en åndelig krise. 

Efter at jeg havde set alt dette, gled jeg stille ned på knæ og brast i gråd. Jeg ønskede, at jeg var et halvt århundrede yngre end jeg var. Og havde haft mulighed for, at satse mit yderste for, at Guds Helligånd kunne få frihed til at bruge mig på et bedre sted, end hvad han kunne nu.
"dagens by 25-nov-25", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Maribo

Maribos våben.pngMaribo en central by og gammel købstad midt på Lolland med 5.923 indbyggere (2014). Den er først og fremmest kendt som Domkirkebyen Maribo med sin majestætiske gamle klosterkirke, Maribo Domkirke, som vartegn. Den kendes også som digterpræsten Kaj Munks fødeby. Byen er en af de få danske købstæder, der ligger inde i landet - uden direkte sejlforbindelser til farvande og have omkring Danmark. Købstaden er omgivet af Maribosøerne, hvor der om sommeren sejler turistbåde rundt til de små øer. Fra byens station er der veteranbaneforbindelse, Museumsbanen Maribo-Bandholm, til den lille havneby Bandholm ved Smålandsfarvandet og til Nakskov og Nykøbing F med Lollandsbanen (Regionstog A/S).

Maribo bærer præg af at være en gammel by uden meget industri. I den sydlige del af centrum findes en række ældre bykvarterer med små gader og stræder. Ved domkirken findes ruiner af Skt. Birgitta Kloster fra 1416, der allerede var i forfald, da Leonora Christina boede her. I dag findes en katolsk kirke i Maria Gade. Skt. Birgitta Kirke er opført til de polske roearbejdere i 1897. Andre ældre bygningsværker er Kapellangården fra 1756 og Maribo Rådhus fra 1856  Torvet.

Maribo Kloster blev oprettet af dronning Margrethe på gården Grimstrup. Maribo by opstod ved klostret. Købstaden Maribos historie hænger derfor uløseligt sammen med Skt. Birgitta Kloster (Maribo Kloster). På det sted hvor Maribo ligger nu, lå i begyndelsen af 1400-tallet en lille landsby Skimminge. En særlig orden inden for den katolske kirke, Birgittinerordenen, udvalgte dette sted til at opføre etkloster, viet til Jomfru Maria. Klosteret, som stod færdigt i 1416, var opdelt i to adskilte fløje - én for munke og én for nonner. De to grupper mødtes i dén klosterkirke, der skulle blive til Maribo Domkirke. Klosterkirken blev opført i årene 1413-1470. Birgittinerordenen søgte nu Paven om tilladelse til at kalde stedet for Maribo, en afledning af "Marie-bo": en "religiøs bolig for den hellige jomfru". Samme år som klosteret stod færdigt, fik det og den omkringliggende bebyggelse købstadsrettigheder af Erik af Pommern, og Paven gav sit samtykke til stednavnet Maribo i 1418. Herfra begynder byens historie. I Maribos byvåben ses Den hellige Birgitta af Vadstena, der grundlagde Birgittinerordenen.

Selv med købstadsrettigheder var det svært for Maribo at udvikle sig til en egentlig handelsby, fordi byen ikke lå ved havet. Men Maribo Kloster voksede i løbet af det 15. århundrede til et af Danmarks fornemste og mest betydningsfulde klostre, ikke mindst fordi mange af dets beboere og økonomiske støtter tilhørte adelen. Birgittinerordenen var også formynder over den nærliggende Østofte Kirke, som Christoffer af Bayern havde skænket Maribo Kloster, og som paven havde bekræftet i 1453. Købstaden Maribo skulle bistå klosteret økonomisk og stille med arbejdsduelige borgere, når bygningsarbejder var påkrævet. Helt frem til Reformationen begunstigede og stadfæstede adskillige konger, paver og kardinaler Maribo Klosters privilegier ved afladsbreve til dem, der skænkede gaver til klosteret. Efterhånden begyndte andre danske klostre at søge om optagelse i ordenen som Sankt Agnete Kloster i Roskilde i 1487. Mange velhavende mænd og kvinder lod sig udnævne til "brødre og søstre udenfor" for at få del i klosterets renommé. Klosteret var i fremgang og selv ikke Reformationen i 1536 mindskede klosterets magtmæssige betydning i sammenligning med andre danske klostre.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
Bibler læst uden bøn; budskaber hørt uden bøn; ægteskaber indgået uden bøn; vandringer igangsat uden bøn; boliger valgt uden bøn; venskaber formet uden bøn; mens selve bønnerne gøres kortere og kortere og bliver mere og mere halvhjertet. Dette er de nedadgående trappetrin, som mange kristne bevæger sig ned ad, indtil de kommer helt ned i åndelig tomgang, eller indtil de oplever et ordentligt fald.
frit efter J. C. Ryle