ET ÅBENT BREV TIL MØDRE OG FÆDRE, SOM TÆNKER PÅ SKILSMISSE

"Åh, underskriv dem ikke! Kære far, underskriv ikke disse papirer! "Min indtrængende bøn må have gjort det endnu sværere for min far; men den pen, han holdt fast i sin hånd, fortsatte med at skrive hans navn på de endelige papirer. 

Nu var hele min verden ødelagt og jeg med den, for den dag døde der noget i mig - i et barns hjerte. Et barn? Ja, hvad alder angår. Men det barn, der den dag bønfaldt sin far i retssalen, ville aldrig igen blive en ubekymret lille pige, for nu var min mor og far skilt. Jeg hadede ordet "skilsmisse". Hvad dette ord betød for voksne, vidste jeg ikke, men det er umuligt at beskrive, hvad det betød for mig. 

I første omgang betød det, at det hjem, vi havde kendt, ikke længere eksisterede. For os var hjemmet hele vor verden, og far og mor var uundværlige dele af den. Men denne verden var pludselig faldet sammen. Som en stormvind pludselig vælter og spreder, sådan var vort hjem pludselig væltet og spredt; og det chok, vi fik, bestod for en stor del i den kendsgerning, at det var de to, som havde været vort værn og vort liv, der var skyld i det. 

Fra det øjeblik var familien adskilt. Jeg fik at vide, at jeg måtte vælge mellem min mor og min far; jeg kunne ikke beholde dem begge, skønt jeg elskede dem begge lige højt og trængte til begges kærlighed. Hvem af dem kunne jeg undvære? Hvordan kunne jeg vende ryggen til den ene og sige, at jeg holdt mere af den anden? 

Jeg mindedes nætter, hvor jeg havde været syg, og min mor havde våget over mig, mindedes hvordan hun havde plejet mig og opfyldt mine behov. Det var helt sikkert, at hun elskede mig. Når jeg havde været bekymret over noget, var jeg altid gået til min mor, og min barnlige frygt forsvandt, når hun havde forklaret tingene. Jeg havde stor tillid til min mor. 

Jeg kunne heller ikke tvivle på min fars kærlighed eller på den plads, jeg havde i hans hjerte. Ofte havde mine brødre sendt mig til far med deres ønsker, fordi de vidste, at han sjældent sagde nej til mig. Denne særlige plads i fars hjerte skyldtes måske, at jeg lignede ham så meget, og at vi to forstod hinanden så godt. Jeg havde dyb respekt for min far. Men hvordan kunne jeg sammenligne det med, hvad jeg følte for min mor? Og hvordan kunne jeg træffe et valg, der ville skille mig fra en af dem? 

Dette var den pris, der skulle betales i forbindelse med skilsmissen, og det var os børn, der måtte betale den. 

Til forældre, som overvejer prisen, vil jeg sige: lad være for børnenes skyld! Hvis I udsætter dem for den kval at skulle vælge mellem to, de elsker, vil der dø noget dyrebart i deres hjerter, mens denne naturstridige kamp står på. 

År er gået siden da, men jeg gyser stadig ved tanken om den dag, da jeg sammen med mor forlod vort hjem. Far græd som et barn, men så med et stod han blot og stirrede ud i luften. Jeg har spekuleret på, hvad der mon gik gennem hans tanker den dag. Han havde arbejdet hårdt for sin familie, og nu var alt, hvad han havde bygget op, forsvundet. Var en del af hans sorg knyttet til det faktum, at han i kredsen af sine moderløse børn måtte savne sin eneste datter? Tænkte han på, hvordan det kunne have været? 

For mig er der ingen tvivl om, hvad det kunne have været. Det kunne have været et lykkeligt ægteskab, hvis far og mor havde besluttet at holde sammen på hjemmet, hvis de begge eller blot den ene af dem havde været villig til at give afkald på personlige følelser. 

Så langt tilbage, som jeg kan huske, var der trætte og uenighed mellem mine forældre. Som al anden strid var den født ud af selviskhed og stædighed; den ene ville ikke give efter for den anden. Det tåbelige råd var: "Lad jer skille, hvis 1 ikke kan forliges; det vil være bedre for børnene! "Bedre at knuse seks unge hjerter end at en eller to finder sig i at få småskrammer? Bedre at lade ulykken ramme seks unge og følsomme liv, som ikke var gamle nok til at forstå, hvorfor de skulle skilles fra hverandre? 

Protester og tårer var forgæves, for skilsmisseretten tager ikke hensyn til følsomme hjerter, når sagens omkostninger skal betales. Mor og far skulle være "fri", men ikke os børn. Jeg blev en desperat fange. Stridighederne? Ja, de ophørte, men i stedet fulgte gråd fra børn, hvis hjerter var knust; og jeg for min del længtes efter at høre disse skænderier igen, hvis blot det indebar, at jeg igen havde både min far og min mor. 

Denne beretning er min egen. Det er mit eget hjertes bøn, jeg frembærer, skønt mine brødre også kunne have skrevet deres beretning, og naboer i vor lille by kunne have føjet deres til. 

Far havde for travlt til at gøre de små ting, som tæller så meget. Han forsømte sine seks- og otteårs drenge. Min lille bror savnede sin mor, men hans savn og sorg gav sig udtryk i frækhed, så han blev et problembarn i skolen. Mine ældre brødre kom i konflikt med loven og måtte tilbringe en nat i arrest. Allerede dengang var jeg klar over, at dette også var en del af skilsmissens pris, som vi børn måtte betale. 

Måske har en pige et større behov for sin mor end drenge har, for selv om mine brødre måtte undvære deres mor, var jeg tilsyneladende den, der led mest. Det chok, jeg hin dag fik i retten, var uudsletteligt prentet i min erindring; men jeg var kun begyndt at smage den bitre lod, som tilfalder et skilsmissebarn. 

Jeg ville ønske, jeg kunne tage alle forældre, som overvejer skilsmisse, ved hånden og lede dem gennem den skyggedal, som jeg måtte igennem. Hvis et uskyldigt barns lidelser, et følsomt livs bitre chok, et uønsket og forkert anbragt barns tårer, dets rædsel og fortvivlelse kunne kaldes til vidne i retten, ville intet barn nogen sinde mere behøve at gå den tunge gang, som begynder ved underskrivningen af disse endelige skilsmissepapirer. Da ville det blive jer forældre, der græd, for mens I vandrede i denne skyggedal, ville I blive klar over, at ved skilsmisse og indgåelse af et nyt ægteskab er det de uskyldige børn, som må lide. 

Jeg takker Gud, at jeg gennem mine kampe i dette mørke mødte Frelseren, og langsomt - meget langsomt - begyndte jeg at leve igen. Siden er jeg blevet gift, og på et vist tidspunkt så det ud til, at også mit ægteskab skulle gå i stykker. 

Men gennem opofrelse og kærlighed blev jeg i stand til at bevise, at et ægteskab kan blive noget varigt. Min gode ægtefælle og mine dejlige børn er mit resultat - efter at jeg som Job havde drukket spot som vand. (Job 34: 7). 

Mange vil sige: "Mit tilfælde er anderledes." Jeg holder dog på, at ethvert ægteskab kan bevares, hvis enten mand eller hustru vil kæmpe med dette for øje. I mit tilfælde lykkedes det ikke på en gang, men enhver anstrengelse viste sig at være umagen værd. Ved at ignorere mine egne følelser bragte jeg hidtil ukendte egenskaber frem i min mand. Kun Gud kender den glæde, jeg nu høster som følge af den kamp, jeg kæmpede - ikke med min mand, men med mig selv! Jeg måtte lære at give, når jeg hellere ville modtage, at smile, når mit hjerte var i oprør, og at tie og lade Gud tale for mig. Men det var prisen værd sammenlignet med belønningen: et af de lykkeligste ægteskaber i verden. 

Af erfaring ved jeg, at skilsmisse ikke er svaret - det er opofrelse derimod. Du, som overvejer skilsmisse, jeg bønfalder dig, tænk på mig. Tag dit barn endnu fastere i favn og skån det for den smerte, jeg har måttet lide, og som jeg aldrig kan glemme.