E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
19 Feb 2014 00:29
Forfatter
Jonathan Edwards

Tekst:  „Deres fod skal snuble på den tid". (5. Mos.  32-35). (Eng. oversættelse).

Udtrykket, jeg har valgt til min tekst,  „deres fod skal  snuble på den tid", synes at betyde de følgende former  for straf og ødelæggelse, som ville møde disse frafaldne  israelitter: „At de altid var udsatte for ødelæggelse, lige­ som en, der står eller går på slibrige steder altid er udsat  for at falde; at de altid var udsatte for at falde af dem  selv, uden at blive kastet om af en anden som den, der  står eller går på slibrig grund, ikke behøver noget uden  sin egen  vægt  til at falde omkuld; at grunden hvorfor de ikke allerede var kastede omkuld og ikke faldne nu, kun  var den, at den af Gud bestemte tid endnu ikke var nået,  thi der står skrevet, at når den bestemte og udvalgte tid kommer, „skal deres fødder snuble". Da skulle de blive  overladt til at falde, som de var selvskrevet til det ved  deres egen xægt.  Gud vil ikke længere holde dem oppe  på disse slibrige steder, men vil lade dem gå, og så i samme øjeblik vil de falde i fordærvelse ligesom den, der  står på en slibrig hældende grund ved kanten af en afgrund, hvor han ikke kan stå alene da, når de andre  slipper ham, øjeblikkelig vil falde og er fortabt.

Der er intet, der for et eneste  øjeblik, kan holde ufrelste mennesker ude fra helvede uden Guds forgodtbefindende. Ved Guds forgodtbefindende mener jeg hans ubegrænsede forgodtbefindende og hans egenmægtige vilje.  Der tilbageholdes ikke af noget hensyn og hindres ikke  af nogen vanskelighed. Hvis det ikke var for hans kærligheds skyld, ville Gud ikke på nogen som helst måde løfte sin hånd til bevarelse af onde mennesker.

 

 

At dette er sandt, vil du forstå ved at tage følgende i betragtning: Gud mangler ikke magt til hvert eneste øjeblik at kaste ufrelste mennesker i Helvede. Menneskers hænder kan ikke stå imod, når Gud rejser sig; den  stærkeste har ingen kraft til at modstå ham, ej heller kan nogen rive noget ud af hans hænder. Han er ikke alene  i stand til at kaste ufrelste mennesker i Helvede, men han  kan meget let gøre det.

Undertiden kan en jordisk hersker stå overfor vanske­ligheder ved at undertrykke en oprører, som har fundet veje til at forsvare sig og er blevet stærk på grund af tilhængere. Det er ikke således med Gud. Der er intet fort,  der kan forsvare sig mod Guds magt.

De fortjener at blive kastet i Helvede. At den guddom­melige retfærdighed bliver sat i funktion. Den guddom melige retfærdighed gør ingen ophævelser over, at Gud  bruger sin magt til i hvilket som helst øjeblik at ødelægge dem; tværtimod lover retfærdigheden dem en evig straf for deres synder.

 

 

De er allerede under en fordømmelsesdom, der kaster  dem i Helvede. De fortjener ikke alene med rette at  blive kastet derned; men Guds lovs dom, den evige og  uforanderlige retfærdigheds regel, som Gud har oprettet  mellem sig selv og mennesket, går imod dem og står imod  dem, så de allerede er bestemt til Helvede.

De er nu genstand for den samme Guds fortørnelse og  vrede, som er udtrykt i helvedes pine, og grunden, hvor­for de ikke øjeblikkelig går til Helvede, er ikke, at Gud, i hvis magt de er, ikke er vred på dem, lige så vred som han er på mange af de stakkels skabninger, der bliver pint  i Helvede, de som allerede nu føler og bærer hans vredes styrke. Ja, Gud er i virkeligheden mere vred på en mængde, som nu er på jorden, (måske på mange, der tager det let og ligegyldigt), end han er på mange af disse, som nu  er i Helvedes ild.

Så det er ikke, fordi Gud er uvidende om deres ondskab og ikke harmes over dem, at han ikke  slipper vreden løs og skærer deres livstråd af. Gud er ikke en som de selv, skønt de antager ham at være sådan. Guds vrede brænder imod dem; deres forbandelse slumrer ikke;  afgrunden er beredt; ilden er beredt; ovnen er opvarmet, klar til at modtage dem; flammerne raser og blusser allerede; det glinsende sværd er skærpet og holdes over dem,  afgrunden har åbnet sin mund under dem.

Djævelen står klar til at falde over dem og gribe dem  som sine egne, i samme øjeblik Gud tillader det. De til­ hører Satan, han har deres sjæle i besiddelse og under sit herredømme. Skriften skildrer dem som hans ejendom; de onde ånder våger over dem, de er altid nær dem for at gribe deres højre hånd; de venter på dem som sultne løver, der skuer deres bytte og venter på at få det, men foreløbig holdes de tilbage.

Hvis Gud ville borttage sin hånd, ved hvilken de nu holdes tilbage, ville disse ånder i et nu kaste sig over disse stakkels sjæle. Den gamle slange gaber efter dem som en fugleunge efter føde. Helvede åb­ner sin mund vidt op for at modtage dem. Hvis Gud ville tillade det, ville de hastelig blive opslugt og fortabt.

Der hersker i disse onde menneskers sjæle djævelske  motiver, som i et nu kan antænde og blusse ud som helvedes ild, hvis det ikke var sådan, at Gud holdt det tilbage.

 

Der er i hvert kødeligt menneskes natur nedlagt en grundvold for helvedes pine eller kval; det er disse for­dærvede motiver som er en herskende kraft i dem og i  fuld besiddelse af dem. Det er dette, der er begyndelse til Helvedes ild.

 

Der er ikke i noget øjeblik sikkerhed for onde mennesker, selv om der ikke er nogen synlig dødsmåde ved  hånden. Det er ingen sikkerhed for det naturlige menneske, som har et godt helbred, at han ikke kan se, om han i et øjeblik skulle forlade denne verden på grund af  en ulykke, og at der ikke på nogen måde er nogen synlig fare for hans vedkommende.

Vredens mangfoldige og vedvarende erfaringer ned gennem tiderne viser, at der ikke er noget bevis for, at et menneske ikke er på af­grundens rand, og at det næste skridt vil føre det ind i evigheden. De usynlige og utænkte måder og veje, hvor et menneske pludselig går ud af denne verden, er utallige og ubegribelige. Ufrelste mennesker går over Helve­des afgrund på rådne planker, og der er utallige steder, hvor disse planker er så svage, at de ikke bærer deres vægt, men disse steder kan ikke ses.

Dødens pile flyver usynlige om dagen, og de skarpeste øjne kan ikke skelne dem. Gud har så mange måder, forskellige og uransage­ lige, at tage onde mennesker ud af denne verden på og sende dem til Helvede, at der tilsyneladende ikke er nogen grund for, at Gud skulle gøre et mirakel eller gå udenfor de almindelige retningslinier for hans forsyn for at tilintetgøre et hvilket som helst ondt menneske i et eneste nu.

 

Almindelige menneskers klogskab og forsigtighed for at bevare deres liv eller andres forsigtighed for at bevare dem, sikrer dem på ingen måde. Guddommeligt forsyn og almindelig erfaring vidner også om dette. Der er klare beviser overfor døden. Hvis det var anderledes, ville man se forskellen mellem denne verdens kloge og vise mennesker og andre med hensyn til deres forhold overfor tidlig og uventet død; men hvorledes er det i virkelighe­den? Hvorledes dør det vise menneske? „Som en dåre"!

 

 

Gud har ikke underlagt sig nogen forpligtelse eller noget løfte til på nogen måde at fri det kødelige menneske fra Helvede. Gud har på ingen måde givet løfter om evigt liv eller udfrielse fra evig død, end hvad- nådens  pagt indeholder, løfterne, som er i Kristus, i hvem alle løfterne har deres ja og amen; men disse mennesker har ingen interesse i nådepagtens løfter, de som ikke er pagtens børn, som ikke tror nogle af pagtens løfter, ej heller har nogen interesse i pagtens mellemmand.

Derfor er det, at det kødelige menneske af Guds hånd holdes over Helvedes afgrund. De har fortjent denne frygtelige afgrund, og er allerede dømte til den. Gud er frygtelig fortørnet. Hans vrede er stor mod dem, ligesom mod dem, der alle­ rede lider under fuldbyrdelsen af hans brændende vrede i Helvede. De har på ingen måde prøvet at formindske eller formilde denne vrede, ej heller er Gud på nogen måde bundet ved noget løfte om at holde dem oppe.

Djævelen venter på dem. Helvede er åben for dem,  flammerne breder sig og blusser om dem, ja næsten  længes efter at opsluge dem; den indespærrede ild i deres egne hjerter kæmper for at bryde ud, og de har ingen interesse i nogen formidler; der er intet middel for hån­den, som kan være nogen sikkerhed for dem; i det hele taget har de intet tilflugtssted, intet at holde fast i, alt hvad der i øjeblikket bevarer dem, er en flammende Guds egenmægtige vilje og uforpligtede tålmodighed.

Må alt dette opvække ufrelste mennesker.

Dette, som du her har hørt, er tilfældet med hver ene ste af jer, som er udenfor Kristus.

 

Denne elendige verden; denne sø af brændende svovl  er vidt åben under dig. Der er den frygtelige afgrund af Guds vredes glødende flammer, der er Helvedes brede gab åben. Du har intet at stå på eller holde dig fast til, der er kun luften mellem dig og Helvede; det er kun Guds magt og hans vilje, som holder dig oppe.

Guds vrede er som store vande, der foreløbig er op-dæmmede; de stiger og bliver højere, til der åbnes et udløb. Jo længere strømmen holdes tilbage, jo hurtigere og mægtigere er dens løb, når den gives fri.

Det er sandt, at dommen over dine onde gerninger endnu ikke er fuldbyrdet! Guds hævns flod er blevet holdt tilbage; men din skyld er i mellemtiden ustandselig vokset, og hver dag har du samlet mere og mere vrede. Vandene stiger og stiger, de bliver mægtigere og mægtigere. Der er in­tet uden Guds hellige vilje, som holder vandene tilbage, vandene som er i bevægelse gennem at blive holdt tilbage,  og som presser hårdt på for at komme frem.

Hvis Gud ville drage sin hånd tilbage fra vandporten, ville den øjeblikkelig flyve op, og den frygtelig flod af Guds heftig­hed og vrede ville vælde frem med et ubegribeligt raseri  og komme over dig med en almægtig kraft. Hvis din styrke var ti tusinde gange stærkere, end den er, ja, ti tusinde gange stærkere end styrken af den stærkeste og mest brutale djævel i Helvede, ville dette intet være til at kunne modstå dette.

Guds vredes bue er spændt, og pilen påsat snoren, og dommen vender pilen mod dit hjerte og strammer buen, og det er intet andet, end Guds  hellige vilje, den er uden noget løfte eller nogen forplig­telse, som holder pilen fra i løbet af et øjeblik at blive  drukket af dit blod. Gud, som holder dig over Helvedes  afgrund, sådan som man kan holde en edderkop eller an det modbydeligt insekt over ilden, afskyr dig og er frygteligt udæsket; hans vrede overfor dig brænder som ild. Han ser på dig som en, der ikke er bedre værd end at  blive kastet i ilden; hans øjne er så rene, at han ikke tåler synet af dig.

Du er ti tusinde gange mere vederstyggelig i hans øjne, end den mest hadefulde og modbydelige øgle er i dine øjne.

Du har fortørnet ham uendelig mere, end en oprører  nogen sinde har det overfor en hersker; og dog er det kun hans hånd, som holder dig tilbage fra hvert øjeblik at falde i ilden. Det kan intet andet tilskrives, at du ikke for til Helvede sidste nat, efter hvilken du blev tilladt at vågne op i denne verden, efter at du havde lukket dine øjne for at sove. Der gives ej heller nogen anden grund,  hvorfor du ikke i løbet af dagen er endt i Helvede, end at det er Guds hånd, der har holdt dig oppe.

 

Der er ingen anden grund givet, hvorfor du ikke er gået til Helvede, medens du sidder her i Guds hus, fortørnende hans rene øjne ved gennem din syndefulde onde måde at deltage i hans højtidelige tilbedelse; ja, der kan ikke gives anden grund, hvorfor du ikke i dette øjeblik forsvinder ned i Helvede.

Dokumenttype
Forkyndelse
"dagens by 25-nov-25", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Maribo

Maribos våben.pngMaribo en central by og gammel købstad midt på Lolland med 5.923 indbyggere (2014). Den er først og fremmest kendt som Domkirkebyen Maribo med sin majestætiske gamle klosterkirke, Maribo Domkirke, som vartegn. Den kendes også som digterpræsten Kaj Munks fødeby. Byen er en af de få danske købstæder, der ligger inde i landet - uden direkte sejlforbindelser til farvande og have omkring Danmark. Købstaden er omgivet af Maribosøerne, hvor der om sommeren sejler turistbåde rundt til de små øer. Fra byens station er der veteranbaneforbindelse, Museumsbanen Maribo-Bandholm, til den lille havneby Bandholm ved Smålandsfarvandet og til Nakskov og Nykøbing F med Lollandsbanen (Regionstog A/S).

Maribo bærer præg af at være en gammel by uden meget industri. I den sydlige del af centrum findes en række ældre bykvarterer med små gader og stræder. Ved domkirken findes ruiner af Skt. Birgitta Kloster fra 1416, der allerede var i forfald, da Leonora Christina boede her. I dag findes en katolsk kirke i Maria Gade. Skt. Birgitta Kirke er opført til de polske roearbejdere i 1897. Andre ældre bygningsværker er Kapellangården fra 1756 og Maribo Rådhus fra 1856  Torvet.

Maribo Kloster blev oprettet af dronning Margrethe på gården Grimstrup. Maribo by opstod ved klostret. Købstaden Maribos historie hænger derfor uløseligt sammen med Skt. Birgitta Kloster (Maribo Kloster). På det sted hvor Maribo ligger nu, lå i begyndelsen af 1400-tallet en lille landsby Skimminge. En særlig orden inden for den katolske kirke, Birgittinerordenen, udvalgte dette sted til at opføre etkloster, viet til Jomfru Maria. Klosteret, som stod færdigt i 1416, var opdelt i to adskilte fløje - én for munke og én for nonner. De to grupper mødtes i dén klosterkirke, der skulle blive til Maribo Domkirke. Klosterkirken blev opført i årene 1413-1470. Birgittinerordenen søgte nu Paven om tilladelse til at kalde stedet for Maribo, en afledning af "Marie-bo": en "religiøs bolig for den hellige jomfru". Samme år som klosteret stod færdigt, fik det og den omkringliggende bebyggelse købstadsrettigheder af Erik af Pommern, og Paven gav sit samtykke til stednavnet Maribo i 1418. Herfra begynder byens historie. I Maribos byvåben ses Den hellige Birgitta af Vadstena, der grundlagde Birgittinerordenen.

Selv med købstadsrettigheder var det svært for Maribo at udvikle sig til en egentlig handelsby, fordi byen ikke lå ved havet. Men Maribo Kloster voksede i løbet af det 15. århundrede til et af Danmarks fornemste og mest betydningsfulde klostre, ikke mindst fordi mange af dets beboere og økonomiske støtter tilhørte adelen. Birgittinerordenen var også formynder over den nærliggende Østofte Kirke, som Christoffer af Bayern havde skænket Maribo Kloster, og som paven havde bekræftet i 1453. Købstaden Maribo skulle bistå klosteret økonomisk og stille med arbejdsduelige borgere, når bygningsarbejder var påkrævet. Helt frem til Reformationen begunstigede og stadfæstede adskillige konger, paver og kardinaler Maribo Klosters privilegier ved afladsbreve til dem, der skænkede gaver til klosteret. Efterhånden begyndte andre danske klostre at søge om optagelse i ordenen som Sankt Agnete Kloster i Roskilde i 1487. Mange velhavende mænd og kvinder lod sig udnævne til "brødre og søstre udenfor" for at få del i klosterets renommé. Klosteret var i fremgang og selv ikke Reformationen i 1536 mindskede klosterets magtmæssige betydning i sammenligning med andre danske klostre.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
Det er bønnen, som afleverer vinderslaget. Al anden tjeneste er blot forskellige måder at høste belønningen af bønnens sejre.
frit efter S. D. Gordon