E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
02 Dec 2013 00:06
Forfatter
Simon Griis

I midten af forrige århundrede opstod en indflydelsesrig skole af lærde, som påstod, at Nytestamentes bøger var forfattet meget sent. Brevene var skrevet i det 2. århundrede og evangelierne så sent som i det 4. århundrede. En følgekonklusion måtte blive, at ingen af skrifterne var forfattet af apostlene, som de påstod sig at være. 

Man mente, at alt overnaturligt i skrifterne var lagt til senere af de kristne, og da evangelierne brugte en del plads til at beskrive Jesu undergerninger og mirakler, måtte de placeres meget sent for at give beretningerne tid nok til at udvikle sig. 

Man havde den opfattelse, at Jesus som historisk person blot var et almindeligt menneske. Alt overnaturligt, som vi finder det i evangelierne, var blevet tillagt ham af senere tiders kristne. Derfor mente man, at jo ældre skrifter, man kunne finde, jo mere ville mennesket Jesus træde frem, uden den overnaturlige pragt, som var blevet ham påtvunget af den voksende kirke. 

Disse lærde havde en del "gode kort på hånden". Om de ikke kunne bevise deres påstand, kunne det i hvert tilfælde blive svært at modbevise den, bl.a. af følgende grunde: 

1) Israels jord var meget fattig på skriftsfund. 

2) I den periode, de Nytestamentlige skrifter blev affattet var der selvsagt ikke nogen bogtrykkerkunst. Alt blev skrevet i hånden, hvorfor skrifter var sjældne. 

3) Bøger (Codex) kostede mange penge at fremstille. En bog var en værdifuld genstand. Når Paulus i 2.Tim.4.13 beder Timoteus om at medbringe Paulus´ bøger, især dem på pergament (eller skindbøger), så var det fordi, at de var næsten uerstattelige. 

Til produktionen af et gennemsnits Ny testamente (25x19 cm) i pergament (skind) skulle der skind af 50 - 60 dyr (geder eller får) til. Dette gjorde pergamentskrifter til en sjælden og værdifuld vare. 

4) Evangeliet var i de første århundreder foragtet af de intellektuelle og forkastet af jøderne selv, hvilket publikummet. 

5) De kristne blev forfulgt af de romerske kejsere i de 3 første århundreder, og deres bøger blev brændt. Derfor blev evangelierne og brevene produceret som små bøger, der cirkulerede mellem de troende, indtil Konstantin blev kejser og legaliserede den kristne tro i år 313 e.kr. 

Alligevel har det vist sig, at den kristne tro bredte sig som en steppebrand ud over hele den daværende verden. De Ny Testamentlige bøger blev afskrevet og fordelt ud i alle verdenshjørner. Og nogle af dem har overlevet indtil vore dage, og er fundet inden for de sidste 200 år! Fundet af disse har har gjort det tvingende nødvendigt at revurdere nogle af de liberale synspunkter, som før blev fremholdt så stærkt. 

Faktisk er Ny testamentlige skrifter "sprøjtet" ud af ødemarken de sidste år - og det tyder på, at det ikke er slut endnu. Meget er gået tabt, fordi man ikke vidste, hvad man havde med at gøre. Det, som blev reddet, blev ofte reddet på næsten mirakuløs måde (Læs næste artikel: "De mest fantastiske skriftsfund"). 

Det mest spændende omkring de seneste århundreders skriftsfund er, at selvom de bragte os tættere og tættere på det oprindelige affattelsestidspunkt, så ændredes indholdet ikke, og mennesket Jesus trådte ikke frem for vore øjne. Miraklerne og underne havde været der fra starten! 

Tilligemed viste det sig, at der praktisk talt ikke var nogen forskelle mellem de yngste og de ældste manuskripter. Indholdet var det samme. Alle afskrivere, selvstændige eller under kontrol, under eller efter forfølgelserne, havde afskrevet med største omhu. 

Idag er det almindelig accepteret, at alle bøger er skrevet inden for det første århundrede; Fra år 47 (Jakobs brev) til år 95 (Johannes Åbenbaring). Det kan ikke være anderledes med de fund, som er gjort blot inden for de sidste århundreder. 

Lad mig igen citere én af de mest respekterede videnskabsmænd, når det gælder gamle håndskrifter, Frederic Kenyon: 

"Tidsintervallet mellem den oprindelige affattelsesdato og de første håndskrifter, vi har til vor rådighed, er så lille, at det praktisk talt ingen rolle spiller. Hermed forsvinder også den sidste rest af tvivl om, at skrifterne i alt væsentligt er videregivet os således som de oprindeligt er affattede. Vi kan nu betragte det som endegyldigt bevist, at de nytestamentlige bøger, som vi har dem, både er autentiske og stort set pålidelige.

"dagens by 25-nov-25", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Maribo

Maribos våben.pngMaribo en central by og gammel købstad midt på Lolland med 5.923 indbyggere (2014). Den er først og fremmest kendt som Domkirkebyen Maribo med sin majestætiske gamle klosterkirke, Maribo Domkirke, som vartegn. Den kendes også som digterpræsten Kaj Munks fødeby. Byen er en af de få danske købstæder, der ligger inde i landet - uden direkte sejlforbindelser til farvande og have omkring Danmark. Købstaden er omgivet af Maribosøerne, hvor der om sommeren sejler turistbåde rundt til de små øer. Fra byens station er der veteranbaneforbindelse, Museumsbanen Maribo-Bandholm, til den lille havneby Bandholm ved Smålandsfarvandet og til Nakskov og Nykøbing F med Lollandsbanen (Regionstog A/S).

Maribo bærer præg af at være en gammel by uden meget industri. I den sydlige del af centrum findes en række ældre bykvarterer med små gader og stræder. Ved domkirken findes ruiner af Skt. Birgitta Kloster fra 1416, der allerede var i forfald, da Leonora Christina boede her. I dag findes en katolsk kirke i Maria Gade. Skt. Birgitta Kirke er opført til de polske roearbejdere i 1897. Andre ældre bygningsværker er Kapellangården fra 1756 og Maribo Rådhus fra 1856  Torvet.

Maribo Kloster blev oprettet af dronning Margrethe på gården Grimstrup. Maribo by opstod ved klostret. Købstaden Maribos historie hænger derfor uløseligt sammen med Skt. Birgitta Kloster (Maribo Kloster). På det sted hvor Maribo ligger nu, lå i begyndelsen af 1400-tallet en lille landsby Skimminge. En særlig orden inden for den katolske kirke, Birgittinerordenen, udvalgte dette sted til at opføre etkloster, viet til Jomfru Maria. Klosteret, som stod færdigt i 1416, var opdelt i to adskilte fløje - én for munke og én for nonner. De to grupper mødtes i dén klosterkirke, der skulle blive til Maribo Domkirke. Klosterkirken blev opført i årene 1413-1470. Birgittinerordenen søgte nu Paven om tilladelse til at kalde stedet for Maribo, en afledning af "Marie-bo": en "religiøs bolig for den hellige jomfru". Samme år som klosteret stod færdigt, fik det og den omkringliggende bebyggelse købstadsrettigheder af Erik af Pommern, og Paven gav sit samtykke til stednavnet Maribo i 1418. Herfra begynder byens historie. I Maribos byvåben ses Den hellige Birgitta af Vadstena, der grundlagde Birgittinerordenen.

Selv med købstadsrettigheder var det svært for Maribo at udvikle sig til en egentlig handelsby, fordi byen ikke lå ved havet. Men Maribo Kloster voksede i løbet af det 15. århundrede til et af Danmarks fornemste og mest betydningsfulde klostre, ikke mindst fordi mange af dets beboere og økonomiske støtter tilhørte adelen. Birgittinerordenen var også formynder over den nærliggende Østofte Kirke, som Christoffer af Bayern havde skænket Maribo Kloster, og som paven havde bekræftet i 1453. Købstaden Maribo skulle bistå klosteret økonomisk og stille med arbejdsduelige borgere, når bygningsarbejder var påkrævet. Helt frem til Reformationen begunstigede og stadfæstede adskillige konger, paver og kardinaler Maribo Klosters privilegier ved afladsbreve til dem, der skænkede gaver til klosteret. Efterhånden begyndte andre danske klostre at søge om optagelse i ordenen som Sankt Agnete Kloster i Roskilde i 1487. Mange velhavende mænd og kvinder lod sig udnævne til "brødre og søstre udenfor" for at få del i klosterets renommé. Klosteret var i fremgang og selv ikke Reformationen i 1536 mindskede klosterets magtmæssige betydning i sammenligning med andre danske klostre.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
Bønnen er den vej, som fører os længst ind i Guds hjerte. En himmelsk vandring med den højeste nydelse af Gud, som et jordisk menneske kan klare.
frit efter William Law